Jason Statham får tæsk af ny skurk fra 'The Expendables 4' - se fotos og video

Actionhelte får kamp til stregen af nyt kampsports-ikon
Billede
(© Lionsgate)

Vi har tidligere kunne berette, at det er kampsports-ikonet, Iko Uwais - kendt fra bl.a. The Raid-filmene - som skulle være den nye skurke i The Expendables 4.

Nu har Jason Statham delt de første billeder med den nytilkomne actionstjerne, og det ser ud til, at han virkelig kommer til at give det gamle hold kamp til stregen.

På de nye fotos, som stammer fra Instagram, får Stathams karakter Lee Christmas nemlig tæsk af Uwais. Afslutningsvis ses de to dog grinende sammen, mens de sender en hilsen ud til kameraet. Teksten til billederne hylder Uwais vilde kampsportsevner. Se med nederst.

Jason Statham har ligeledes delt en video, der går bag om optagelserne på den hårdtslående actionfilm, hvor man bl.a. også ser ham i infight med sin nye modstander.

Hvis du undrer dig over, hvorfor det er Statham og ikke franchisens skaber Sylvester Stallone som deler de nye fotos, så er det fordi, at Stallone har meldt ud, at det her er hans sidste Expendables-film, og at han nu overlader førertrøjen på serien til netop Statham.

'The Expendables 4' har dog stadig Sly på rollelisten sammen med Dolph Lundgren og Randy Couture og en masse andre nye ansigter. De tæller bl.a. Andy Garcia, Megan Fox, Tony Jaa og 50 Cent.

Stathams karakter Lee Christmas har tidligere været på tale til at få sin egen spinoff-film, men det kom for nyligt også frem, at man går med planer om en The Expendables tv-serie.

Hvorom alting er, så glæder vi os til den fjerde film i den hæsblæsende filmserie, og med de nye fotos ser vi virkelig frem til at se Jason Statham og Iko Uwais i aktion.

'The Expendables 4' har ikke en premieredato endnu.

 
 
 
Vis dette opslag på Instagram

Et opslag delt af Jason Statham (@jasonstatham)

 

 
 
 
Vis dette opslag på Instagram

Et opslag delt af Jason Statham (@jasonstatham)