Jørgen Leth om ny film: "Det er min gamle kærlighed. Endnu mere end cykelsporten"
Den biografaktuelle dokumentarfilm Music for Black Pigeons søger ind i musikkens væsen og de kreative processer omkring den danske jazzmusiker og komponist Jakob Bro.
Filmen er instrueret af veteranen Jørgen Leth på 85 år og hans yngre kollega Andreas Koefoed på 44, som deler passionen for jazz og dokumentarfilm - og derved har fundet hinanden til trods for, at de tilhører forskellige generationer.
LÆS OGSÅ: Jørgen Leth dybt bevæget over reaktion på ny film: "Jeg har aldrig oplevet noget lignende"
Vi har talt med Leth og Koefoed om at møde idoler, deres forhold til jazz og om at genfinde en gammel kærlighed.
Jazz som musikgenre bringer generationerne sammen. Hvordan oplever I det?
Andreas: I det her konkrete tilfælde har vi fulgt Jakob Bro over mange år, og han har opsøgt de her ældre jazzmusikere og får dem til at spille sammen. Han kommer med sin musik, og så inviterer han en gammel, legendarisk musiker ind. Så kommer han dem ind i en ny kontekst, hvor deres musik får en ny betydning. Fx Lee Konitz var aktiv i syv årtier og debuterede i 1940erne og gik bort for to år siden. Han har spillet med alle de største i historien, det giver en arv, som Jakob kan tage med videre i sin musik.
Jørgen: Det har været meget konkret for mig, for jeg skrev om jazz i 1970erne. Jeg var meget opmærksom på Lee Konitz og har skrevet meget begejstrede anmeldelser af hans værker. Men jeg havde aldrig mødt ham før. Så det var en meget stor oplevelse at blive inviteret ind til indspilningerne af Jakobs plade og møde en af mine helte fra gamle dage.
For mig var det en genforening med jazzen, som jeg i mange år ikke har haft så meget berøring med. Så det var meget sentimentalt også at opdage, at jazzen stadig var i live. Og som Andreas sagde, så levede de gamle musikere op og tilføjede nyt til deres egne værker.
Music for Black Pigeons (still) © Camera Film
Hvordan fandt I sammen om det her projekt?
Andreas: Det opstod ved, at jeg var i New York, hvor jeg skulle optage en koncert med Jakob Bro, som skulle spille med bl.a. Lee Konitz. Jeg vidste, at Jørgen var i byen, hvorefter jeg skrev en mail, om han ville være med. Jeg kender to af Jørgens sønner rigtig godt, så det var ikke så fremmed for mig at skrive til ham. Heldigvis var han med på idéen.
Jørgen: Det var helt magisk. Jeg fik en adresse, som er en meget berømt adresse, nemlig Avatar Studios, og så møder jeg op, og den første jeg møder, er min gamle helt Lee Konitz. Det rørte mig virkelig meget.
Jørgen er 85 år, og Andreas er 44 år, så I er selv fra to forskellige generationer. Hvordan var det at arbejde sammen, og hvem havde ansvaret for hvad?
Andreas: Det var meget organisk. Jeg har over mange år indspillet mange koncerter med Jakob Bro, og jeg har fulgt ham over mange år på turnéer. Og Jørgen har lavet en række interviews med forskellige jazzmusikere.
Jørgen: Jeg kunne godt lide af møde dem og tale om den kreative proces. Det synes jeg, vi fik meget udbytte ud af, og det var meget spændende. Det var som at bringe generationer sammen. Det er meget sigende for Jakobs kvaliteter, at han kan suge musikere fra forskellige stilarter og forskellige epoker til sig.
Andreas: Vi er begge filminstruktører, men vi har hver vores baggrund og hver vores stil. Så det gik ud på at finde det fælles sprog. Det har været os, der indsamlede materialet og var begejstret over, hvad vi fik ind. Men det tog os noget tid at finde den rette form på filmen, og at det ikke bare skulle være en historie, der gik fra A til B og så videre.
På et tidspunkt fandt vi ud af sammen med klipperen Adam Nielsen, at det fungerede bedre i en mere fragmentarisk form, hvor vi kunne klippe i tid, og på den måde kunne vi bruge alle de bedste scener, vi havde, uden at være låst af en kronologi. Det blev meget legende, og det passede godt til jazzmusikken, som også er en improvisatorisk form.
Music for Black Pigeons (still) © Camera Film
I har fulgt Jakob Bro gennem 14 år. Blev I venner med Jakob undervejs? Eller er der en distance, fordi der er kamera på?
Jørgen: Man kan næsten ikke undgå at blive venner med Jakob. Han er så frodig. Vi har været meget glade for at snakke sammen, og han er igangsættende med mange ting. Hvis det stod til ham, så var optagelserne til filmen ikke afsluttet endnu, fordi han siger hele tiden, at der kommer en ny koncert. Derfor voksede manuskriptet, som kom gennem hans begejstring og vores nysgerrighed.
Andreas: Han har været meget aktiv i at sige: Jeg skal dét og dét næste måned, og der skal I være med. Det er sjældent, at man har en hovedkarakter i en film, der er på den måde, og så har man lyst til at følge det. I denne film har det været helt afgørende, fordi han har kunne tage os med i den verden, og han kunne skabe en tillid mellem os og de andre musikere. Det er jo nogle følsomme, sårbare, kreative processer, som man ikke skal forstyrre. Bare det at være med, mens vi indspiller, hvor gulvene knirker, men der har Jakob sagt, at det er en del af processen. Og det kunne musikerne godt forstå.
Jørgen: Det er jo fantastisk, at man kan blive inviteret ind i det rum, mens skabelsen står på. Det er også det, der adskiller denne film fra mange andre film om musik og jazz, netop at man kommer ind i det søgende og uden at vide, hvor man skal hen.
Hvad er jeres personlige forhold til jazz? Hvordan opstod interessen?
Jørgen: Det er min gamle kærlighed. Endnu mere end cykelsporten faktisk. Fra starten var den præsent i mit liv. Jeg boede i Aarhus, hvor jeg kom i Aarhus Jazzklub. Det var mens, jeg gik i gymnasiet (fra 1955-57, red.), hvor jeg arrangerede jazzaftener. Senere blev det mere professionelt, hvor jeg blev redaktør for mit eget blad, fordi jeg havde en onkel, som var bogtrykker, og ’Jazzbladet’ blev meget kendt og havde mange skribenter, som også efterfølgende skrev om jazz.
Jeg blev hyret af Dagbladet Aktuelt i København til at være redaktør på deres nye, vigtige jazzside sammen med to personer, som er mine gamle venner og meget vigtige for mig, Thomas og Vibeke Winding. Men så kom jeg lidt væk fra jazzen, fordi genren udviklede sig i en retning, som jeg ikke kunne lide. Men det var en oplevelse at komme tilbage til jazzen og forstå den på en ny måde. Det er jeg meget glad for.
Andreas: Jeg startede med at lytte til jazz i gymnasietiden, fordi jeg havde nogle rigtig gode venner, som er jazzmusikere. Jeg har egentlig bare taget det, der sagde mig noget og taget det med videre. Jeg har hunplukket og lyttet til de kunstnere, jeg kunne lide.
(Kan du ikke se interviewet herover, så tryk på linket her og tillad alle cookies)