Julens premierefilm

Der ligger fem romantiske og finurlige premiere-film under juletræet i år.
Billede
Krig og kærlighed
Julens store kærligheds-drama hedder ’Australia’. Denne er instrueret af den nyskabende instruktør Baz Luhrmann, som gav os ’Moulin Rouge!’ i 2001.

’Australia’ har Nicole Kidman og Hugh Jackman i hovedrollerne som henholdsvis en engelsk aristokrat og en australsk arbejder, der mødes under Anden Verdenskrig i, ja netop,  Australien.

På trods af de åbenlyse sociale forskelle får krigens strabadser kædet de to sammen, og en episk kærlighedshistorie bryder ud i Australiens billedskønne landskab.

Ja for fanden!
Der er også kærlighed i luften mellem Jim Carrey og Zooey Deschanel i komedien ’Yes Man’, men hovedplottet er først og fremmest de skøre situationer der uundgåeligt opstår, når en mand mister muligheden for at sige ”nej”.

En Jim Carrey-film i december måned betyder familiehygge og giver os alle mulighed for at træne de kalorieslappe mavemuskler gennem et godt grin – så god fornøjelse!

Syngende Håndtaske
Chihuahuaen er andet end mode-tilbehør til Paris Hilton, hvilket julens familie-film ’Beverly Hills Chihuahua’ beviser.

Filmen er oversat til dansk og handler om en forkælet hund fra Los Angeles, der bliver væk på en ferie, hvorefter de andre L.A.-hunde kommer til omsætning.

Svensk familiefilm
For de lidt mindre - og også med dansk tale - er den svenske ’Mor Muh & Krage’, en charmerende film i stil med ’Pedersen og Findus’.

Filmen bygger på Jujja Wieslanders fortællinger om det umage par Koen Mor Muh og kragen Krage.

Skønhedens rus
’Elegy – Skønhedens magt’ er et drama for det voksne publikum med interesse for livets dybere spørgsmål.

Vi møder Ben Kingsley og Penélope Cruz som det elskende par splittet af frygt, alder og forbehold. Spanske Isabel Coixet der tidligere gav os ’My Life Without Me’ har instrueret og filmen var nomineret til hovedprisen i Berlin tidligere på året.


Hunden Paco fra 'Beverly Hills Chihuahua'