Kasper Holten: "Vi skammer os ikke over, at det ser voldsomt ud at synge et højt C!"

Kasper Holten har med ’Juan’ instrueret sin første spillefilm, som tilmed er den første film, der blander klassisk filmfortælling med klassisk opera. Vi mødte den entusiastiske instruktør på hans kontor i Operaen til en snak om hvordan og ikke mindst hvorfor Mozarts ’Don Juan’ er blevet til en film.

Hvilken genre er ’Juan’?
Det er først og fremmest en film, og det har været ambitionen, siden vi startede for seks-syv år siden - vi ville lave en operafilm på filmens præmisser. Det er et forsøg på at skabe en syntese at de to kunstarter, uden at få det værste frem i hinanden; at undgå det mest overfladiske og glamourøse i film og det allermest stive, klicheagtige og sentimentale i operaen. For mig er de to kunstarter jo fantastiske pga. noget helt andet. Opera elsker jeg, fordi det er så fysisk. At man synger, er jo et udtryk for, at ordene ikke slår til. Følelserne, der gennemgås, er så ekstreme, at karaktererne er nødt til at synge for at få et større udtryksregister. Og så er der filmens evne til at komme helt tæt på.

Så filmmediets styrker som fx nærbilleder er til gavn for en operafilm?
Det håber jeg. Det er i al fald et forsøg på at fortælle en opera på en anden måde. Vi skammer os ikke over, at det ser voldsomt ud at synge et højt C. Vi skammer os ikke over, at det er ekstremt. Det er hele grunden til, at vi laver det. Derfor skulle vi finde operasangere, der ikke bare synger godt, men som kan tåle, at vi kommer helt op i ansigtet på dem, uden at de taber intensiteten. Det nytter jo ikke noget at spille det som ren naturalisme, for det er det ikke. Vi ville ikke respektere operaens præmisser i den forstand. Jeg håber, at vi respekterer en kerne i Mozart, men lydsiden skal snavses til, og så skal det synges live! At de synger live on location var en helt afgørende forudsætning for, at jeg overhovedet havde lyst til at lave filmen. Det var en stor teknisk udfordring. Vi har i årevis afprøvet tekniske gadgets ude i Avedøre, før vi fandt frem til et system, som virkelig fungerede, når sangeren skal stå og synge live i silende regnvejr i takt til musikken.

Er det alt sang i filmen, der er optaget live under indspilningerne?
Alt, hvad du ser dem synge, er optaget on location. Ingen af sangene er eftersynkroniserede, og jeg tror, det giver den umiddelbarhed, der er i filmen. Den der fysiske energi. Hvis man ser film, der er lavet med playback, kan man se, at de ikke synger rigtigt. For når du synger rigtigt, gør det noget ved din fysisk, og det kan også høres på stemmen. Sætter du dig ned, imens du synger, kan du jo høre det! (Kasper Holten rejser sig op og sætter sig i stolen, imens han taler for at demonstrere). Og det er det fede ved opera for mig. Det er en oplevelse, jeg gerne vil give videre med ’Juan’. Når jeg har instrueret opera, har jeg haft det privilegium at sidde helt tæt på sangerne i prøvesalen for at blive blæst bagover og tænke WOW!!! Når publikum dukker op til selve forestillingen, er der kommet orkester på, man er kommet længere væk osv. Og den oplevelse vil jeg forsøge at give publikum, så de kommer helt tæt på det fantastiske, en operasanger kan.

Opera er simpelthen skabt til close-ups?
Ja, det synes jeg. Især med de sangere, jeg var heldig at få med i filmen. De er vant til at stå på en scene og spille ud til et publikum på 1000-4000 mennesker, og at de er lykkedes med så nærværende præstationer på lærredet, og tilmed tåler kameraet helt tæt på, er noget af det, jeg er allermest stolt af.

Det lyder som en noget anderledes hverdag for operasangere.
I forhold til det image, operasangere jo ofte har - altså klicheen om operasangere - var de sindssygt game på det hele og tog det som en oplevelse. Chris og Misha (Christopher Maltman og Mikhail Petrenko, red.), som synger Don Juan og Leporello, sang hele deres store scene i et kunstigt regnvejr en hel nat igennem ude på gaden. De var iskolde til sidst. Scenen skulle jo synges igen og igen i forskellige takes og indstillinger. Sangerne gik med på nogle ting, jeg aldrig havde troet muligt.

Det er en meget erotisk film. Er det befriende som operainstruktør at kunne vise erotikken på en anden måde, end man kan på scenen?
Ja, men samtidig er det også svært. Det ved man fra selv erfarne filminstruktører, som nogle gange har udfordringer med at få erotik til at virke. Det er jo svært at vise, både på scenen og på lærredet, men jeg er godt hjulpet på vej af Mozarts musik, som er så erotisk i de situationer, at den giver enormt meget. Desuden havde jeg nogle sangere, der gik med på, at det er erotisk og må handle om kroppen. Men det var sjovt at få lov til at fortælle erotik på en anden måde - en måde der måske føles decideret sexet - i forhold til operascenen, hvor der er ting, man ikke kan rent praktisk, og publikum er langt væk. Det ville blive noget klodset roderi. At få erotik til at blive vedkommende på lærredet såvel som på scenen, er noget af det allersværeste overhovedet.

Hvorfor blev det netop Mozarts ’Don Juan’, du valgte at filmatisere?
Det blev det af flere grunde. Det er en skidegod historie i sig selv med alle de elementer, en god film kræver. Den er relevant at fortælle igen i dag. Den siger jo utroligt meget om det moderne menneske og måske især om den moderne mands rastløshed og evige stræben - ikke kun efter kvinder - men i det hele taget. Al den vidunderlige livskraft Juan har til at gå ud og leve livet, er jo også det, der ødelægger ham, og som slår over i selvdestruktion. Den historie var sjov at fortælle igen, og så egner Mozart sig godt til film. Mozart har en kvalitet af at være mere realistisk i sit udtryk og kan dermed nemmere oversættes til lærredet, hvor de store sentimentale, romantiske operaer ville blive lidt svulstige. Og endelig er der to operaer, som jeg elsker: ’Carmen’ og ’Don Juan’. De er fantastiske operaer, som næsten aldrig lykkes 100 procent, fordi vi har så mange ideer og fantasier om de to hovedpersoner, at de næsten altid bliver en skuffelse på scenen. Derfor har jeg hele tiden haft lyst til at lave ’Don Juan’. Jeg har lavet adskillige andre Mozart-operaer, men har måske ubevidst reserveret 'Don Juan’ til den dag, jeg fik chancen for at fortælle den på en anden måde.

Filmen foregår i en unavngiven storby - er det for at gøre historien tidløs?
Den handler om et menneske, som kunne leve i København, Wien eller New York, men der er noget med Budapest - som vi endte med at filme i - der har en særlig følelse af udefineret Centraleuropæisk storby. Den ligner lidt Wien, den ligner lidt München. Faktisk fandt under optagelserne ud af, at Steven Spielbergs ’München’ brugte de samme locations i Budapest som os, hvor det så skal forestille at være München. Mens vi var der, blev Russell Crowe og Cate Blanchetts Robin Hood-film optaget dernede, og engelsk tv lavede ’Jordens søjler’. Men at byen ikke skulle være en konkret by var væsentligt, fordi den handler om en moderne mand og hans rastløshed, hans flugt fra meningsløsheden ved hele tiden at fylde mere på. Og det er ikke en historie, der er specifikt forankret i en bestemt kultur eller land i Europa.

Du er ikke bange for at sende hele operapublikummet over i biografen?
For det første tror jeg, at mere avler mere. Hvis folk bliver begejstrede for denne film, hvad jeg jo håber, de gør, tror jeg, at det vil gøre dem sultne efter mere opera og opleve det live. Min oplevelse er, at operastampublikummet er relativt altædende. De vil gerne opleve alt, hvad der har med opera at gøre. Jeg håber bestemt, at de kommer i biografen, men filmen er ikke lavet for at please folk, der i forvejen kan lide opera, eller for at vinde et nyt operapublikum. Den er lavet, fordi vi havde lyst til at lave den, og så håber vi selvfølgelig, at folk, der generelt er nysgerrige og åbne overfor anderledes ting, har lyst til at opleve filmen. Nogen vil nok synes, at de synger for meget, men det er jo en præmis, man kan gå med på eller ej.

5 gode operaer for begyndere if. Kasper Holten.
Carmen af Georges Bizet
La Traviata af Giuseppe Verdi
La Bohème af Giacomo Puccini
Tosca af Giacomo Puccini

Juan havde dansk premiere den 7. april.