Klima-aliens kommer!

Klima-topmødet blev ikke rigtig til noget, så imens vi venter på verdens undergang, er en række altødelæggende aliens på vej til biograferne.
Aggressive aliens i 'Skyline'
(© Nordisk Film)
Af Karsten Jepsen

Skyline, Battle: Los Angeles og Cowboys and Aliens. Alle film med fjændtlige rumvæsner, der har et horn i siden på menneskeheden. Og alle film, der er på vej i biografen. Er det tilfældigt?

Jordens ødelæggelse har altid været en crowd-pleaser. Det er da også fascinerende at tænke på overlevelse som sin eneste bekymring. Stress på arbejdspladsen, knas i forholdet og ubetalte regninger bliver med ét ligegyldigt.

I stedet får vi et ukompliceret liv i en postapokalyptisk verden, hvor fremtidsinsekter eller rødøjede robotter skal nedkæmpes med deres egne seje våben. Der er dog tider, hvor dommedag er i højere kurs.

Små mennesker
Før årtusindeskiftet var film som 'Independence Day', 'Armaggedon' og 'Deep Impact' de helt store magneter. Temaet var kampen mod uoverkommelige trusler fra rummet, som de små mennesker skulle klare.

I selvsamme årti havde film som 'Terminator 2' og 'The Matrix' også premiere. Her var teknologien løbet løbsk, og kampen mod maskinerne begyndte.

På dette tidspunkt var der rød alarm over skiftet til år 2000. Enten troede man, jorden ville gå under, eller elektronikken ville crashe. Man ventede spændt, nærmest med længsel, men ingenting skete. Lysene gik ikke ud, og bygningerne styrtede ikke sammen. Det hele fungerede som det skulle, vi blev kun fuldere.

For mange batterier
Man blev næsten skuffet. Denne gang kan vi se frem til, at solen smelter os, fordi vi har smidt for mange batterier i skraldespanden. Hvis ikke vi står sammen på tværs af tro og stridigheder, så vil solens stråler udslette os ligesom rumvæsnerne fra 'Skyline', 'Battle: Los Angeles' og 'Cowboys and Aliens' vil.

Vi ser netop i traileren til Cowboys and Aliens James Bond og Indiana Jones stå sammen imod de højteknologiske trusler fra rummet trods deres tydelige forskelligheder. Men måske er det hele lidt søgt, måske prøver jeg at samle nogle meningsløse tråde for at have en undskyldning for at skrive om aliens.

Hvad tror du? Er der en sammenhæng mellem klimaet og alien-film?

'Skyline' er netop nu aktuel i biograferne.