Lie Kaas og Lindhardt med i ’Angels & Demons’

Ifølge Børsen skal både Nikolaj Lie Kaas og Thure Lindhardt medvirke i Ron Howards kommende thriller ’Angels & Demons’. Da begge skuespillere ikke må udtale sig om filmen, er det Lindhardts agent Lene Seested der har afsløret den spændende nyhed.
'Angels & Demons' er en filmatisering af Dan Browns populære bog af samme navn (på dansk ’Engle og Dæmoner’), og fungerer som en prequel til succesen ’The Da Vinci Code’ fra 2006 (bog 2003).
Det er igen Tom Hanks der spiller Robert Langdon, og i andre bærende roller ses Ewan McGregor og svenske Stellan Skarsgård. Hvilke karakterer de to danskere skal spille er stadig hemmeligt.
Plottet i ’Angels & Demons’ er som i samtlige af Dan Browns fire bøger en dynamisk smeltekeddel af action, historiske gåder og farverige personer. Langdon kommer denne gang til Rom, da han opdager, at det ældgamle hemmelige broderskab Illuminati er genopstået og tilmed planlægger at udrydde den katolske kirke.
Thure Lindhardt var faktisk blevet castet til rollen som håndlanger-munken Silas i Howards ’The Da Vinci Code’, men blev i sidste øjeblik erstattet af Paul Bettany. Nu får den unge dansker så atter chancen for et internationalt gennembrud, hvilket muligvis skyldes den store succes med ’Flammen og Citronen’ og en fin birolle i Sean Penns ’Into the Wild’.
Lie Kaas, der heller ikke har haft sit internationale gennembrud endnu, har nyligt medvirket i den amerikanske film ’The Half Life of Timofey Berezin’ (2006) af Scott Z. Burns, der skrev ’The Bourne Ultimatum’ og producerede ’An Inconvinient Truth’.
’Angels & Demons’ forventes at få verdenspremiere til maj næste år.