'London Has Fallen' på vej?

Gerard Butler og Aaron Eckhart versus nye terrorister
Billede
(© Nordisk Film)

Gerard Butler, Aaron Eckhart og Morgan Freeman vender måske tilbage til rollerne fra actionfilmen Olympus Has Fallen i en efterfølger med titlen 'London Has Fallen'.

Som de fleste nok kan regne ud, tager præsidenten Benjamin Asher (Eckhart) og hans loyale Secret Service-agent Mike Banning (Butler) denne gang på officielt besøg i den engelske hovedstad, da et nyt kuld af terrorister angriber.

Konceptet til toeren er stadig under udvikling, men vi har en klar fornemmelse af, at Mike Banning igen kommer til at redde dagen.

Samtidig kan man håbe, at efterfølgeren opgraderer Eckharts statsleder til sidekick, ligesom man så i årets anden Det-Hvide-Hus-under-angreb-film, White House Down, hvor Jamie Foxx's præsident kæmpede side om side med Channing Tatum.

Skulle 'London Has Fallen' få grønt lys, ser Butlers Die Hard-inspirerede karakter ud til at blive omdrejningspunkt for en hel franchise, hvor Secret Service bekæmper terrorister i forskellige storbyer.

De originale manusforfattere Katrin Benedikt og Creighton Rothenberger er igen ombord, men instruktøren Antoine Fuqua har takket pænt nej tak.

Hvad siger I til endnu en Mike Banning-film?