Lynguide - Oscar 2012

Bliv Oscar-ekspert på fem minutter
Scorseses 'Hugo' er nomineret i 11 kategorier
(© UIP)

Hvis man synes, at det er svært at gætte 13 af årets Oscar-vindere i vores store konkurrence, er der måske lidt hjælp at hente her. Med denne lynguide til Oscar 2012 kan man blive klog på årets favoritter, outsidere og generelle tendenser.

Årets vært

Efter sidste års værtsfadæse med Anne Hathaway og James Franco har det i år været ekstra vigtigt at finde den helt rigtige værtsprofil. Desværre blev det mere indviklet end forventet.

Eddie Murphy blev hyret som et dejligt friskt bud, men da showets producent, filminstruktøren Brett Ratner, bare få måneder før uddelingen kom i uføre og måtte træde tilbage, valgte den rapkæftede skuespiller at følge trop. Værtskrisen, der fulgte, varede dog ikke længe, da Oscar-veteranen Billy Crystal lynhurtigt sprang til som erstatning.

Med otte tidligere shows på cv'et er Crystal opgaven mere end værdig, og følger den modne komiker i sine egne fodspor, kan vi forvente old fashioned entertainment med masser af sang, dans og jokes inkorporeret i aktuelle filmscener.  

Storfavoritterne

The Artist
Årets absolutte Oscarfavorit er en sort/hvid fransk/belgisk stumfilm - ja du læste rigtigt! Filmen, der har begejstret publikum siden premieren på Cannes Filmfestival 2011, handler om en stumfilmstjernes kærlighedsliv samt karriere og dyster om hele ti statuetter. At denne film vinder i mindst én af de store kategorier, synes lige så sikkert som amen i kirken... og dog intet er helt sikkert, før kuverten er åbnet.

The Descendants
George Clooney må siges at være årets mand med nomineringer for indsats både foran og bag kameraet. Han er indstillet for sit manuskript til Kamæleonen - en film han samtidig instruerer og medvirker i - men det er med hovedrollen i dramaet 'The Descendants', at Clooney ligner en værdig vinder.

Hugo
Den eventyrlige film om en hjemløs dreng i Paris er ikke bare Martin Scorseses første familiefilm, men også årets topscorer med hele 11 nomineringer. Det er syvende gang, Scorsese nomineres i kategorien Bedste instruktør, men ellers har flere af hans film været multi-nomineret - bl.a. 'The Aviator' (2004) med lignende 11 nomineringer. Dog fik 'Gangs of New York' (2002) ti nomineringer uden at få én eneste med hjem.


Tendenserne

Portrætternes år
Meryl Streep er Margaret Thatcher, Michelle Williams er Marilyn Monroe, Kenneth Branagh er Sir Laurence Olivier og Brad Pitt er baseball-legenden Billy Beane. Akademiet har virkelig valgt at hylde portrætrollerne i år. Alligevel fik
Leonardo DiCaprio ikke samme kærlighed at mærke for sin præstation som FBI-chef i Clint Eastwoods portrætfilm J. Edgar.

Tunge instruktører
Michel Hazanavicius (The Artist) er kommet i yderst godt selskab i kategorien Bedste instruktør. Franskmanden er ikke bare oppe oppe imod anmelderdarlingen Alexander Payne, men også filmlegenderne Woody Allen, Martin Scorsese og Terrence Malick. Skulle sidstnævnte vinde, bliver det spændende om den sky instruktør magter at hente statuetten selv.
 
Terror, race-adskillelse & filmmagi
Som altid reflekterer en god del af de nominerede film over større, relevante og amerikanske tematikker. I år er 60ernes raceadskillelse i USA repræsenteret ved bestseller-filmatiseringen Niceville, der har scoret fire nomineringer i betydningsfulde kategorier.

Derudover har terrorangrebet på World Trade Center sneget sig ind på dagsordenen med bl.a. en Bedste film-nominering til Ekstremt højt og utrolig tæt på, og sidst har Oscar-akademiet valgt at anerkende emner som mexicanske invandrere og finanskrisen med nomineringer til små titler som '
A Better Life' og 'Margin Call'. Heldigvis kan man i år med storfavoritterne 'The Artist' og 'Hugo' også ane et mindre mørkt tematisk mønster. Begge film hylder på kreativ vis mediet og bliver på hver deres måde selv til tidløs filmmagi.

Er det i år?
Bliver det i år, at Brad Pitt løber med en Oscar for sin indebrændte præstation i Moneyball? Eller kan karakterskuespiller og veteran Gary Oldman gennem sin første nominering vinde for rollen som underspillet spion i Dame, Konge, Es, Spion? Og sidst, men ikke mindst, skal Meryl Streep med sin 17. nominering endelig op og hente sin tredje statuette for portrættet af Margaret Thatcher?

Ingen danske kandidatter
Nicolas Winding Refns Drive er i år nomineret for bedste lydredigering. Dermed fik den allerede kultdyrkede film ikke den hæder, som flere medier ellers havde spået. Ole Christian Madsens SuperClásico klarede heller ikke cuttet, selvom den var blandt de ni shortlistede ikke-engelsksprogede film.

For farlig til Oscar
Oscar-akademiet er notorisk kendt for at foretrække film, der griber sit publikum uden at efterlade alt for dybe ar på sjælen. Derfor er det ikke overraskende, at der i år mangler et par ellers hyldede repræsentanter blandt de nominerede. Skuespillerne Michael Fassbender og Tilda Swinton, hvis præstationer i de barske film Shame og Hvad med Kevin? har høstet priser og ros verden over, men er blevet overset ved årets største prisuddeling. Sex-afhængighed og fødselsdepression var åbenbart for følsomme emner til dette års akademi.

Overraskelserne
Nogle kandidater er bare mere oplagte end andre, og hvert Oscar-år byder da også på en håndfuld overraskelser. I år valgte akademiet at nominere 'Ekstremt højt og utrolig tæt på' i kategorien bedste film på trods af manglende opbakning fra såvel anmeldere, andre prisuddelinger og publikum. Samtidig har komedien Brudepiger overrasket med nomineringer for Bedste kvindelige birolle og Bedste manuskript, og på samme måde har den iranske Nader og Simin - en separation formået at snige sig ind i det ellers engelsksprogede Bedste manuskript-felt.