Mads Mikkelsen fandt inspiration i fulde russere på YouTube til sin rolle i 'Druk'

Vi kunne for nogle uger siden skrive nyheden om, at der er en amerikansk genindspilning af Thomas Vinterbergs Druk på vej - det muligvis med ingen ringere end Leonardo DiCaprio i Mads Mikkelsens rolle som den livstrætte gymnasielærer Martin.
Nu har Mikkelsen i et nyligt interview udtalt sig om planerne for en amerikansk genindspilning. Han udtaler bl.a.:
- Det er altid vanskeligt at lave en genindspilning, men på den anden side forstår jeg hvorfor. For selvom mange måske ser (originalen), er den ikke så stor. Når det er sagt, har jeg en fornemmelse af, at mange amerikanere (har) set den. Så en genindspilning bliver interessant.
Mads Mikkelsen fortsætter:
- Der er nogle kulturelle forskelle med alkohol fra land til land, især mellem Danmark og Amerika. Alle er altid sådan, vil de ikke tilgå emnet anderledes i Amerika? Måske. Måske ikke. Jeg mener, at filmen handler om at omfavne livet og finde sit liv igen.

Mikkelsen har desuden i et andet nyligt videointerview hos IMDb snakket om fem af sine vigtigste roller gennem tiden, bl.a., hvor han fandt sin inspiration til at spille fuld i 'Druk'.
De fem roller han gennemgår, er gennembruddet med Nicolas Winding Refns vilde Pusher fra 1996, der også var Mikkelsens første spillefilm. Den fik ham faktisk midlertidigt smidt ud af teaterskolen i sin tid, da det ikke var tilladt at medvirke i film ved siden at studiet.
Videre er hans skurkerolle som Le Chiffre i Bond-filmen Casino Royale også menuen, hvor den danske skuespiller bl.a. fortæller, hvordan han løj til sin audition om, at han havde set alle Bond-film, hvilket bestemt ikke var sandt.

I forhold til serien 'Hannibal' og hans rolle som den intelligente kannibal Hannibal Lecter, udtaler han, at der bl.a. var noget af et pres på ham, grundet både Brian Cox og Anthony Hopkins’ formidable portrætter af kannibalen i henholdsvis 'Manhunter' og The Silence of the Lambs.
Hvad angår Mikkelsens rolle som Markus i Anders Thomas Jensens biografaktuelle Retfærdighedens ryttere, smider han fornemme instruktører som Quentin Tarantino, Coen-brødrene og David Lynch på bordet hvis film kan siges at ekkoe i netop 'Retfærdighedens ryttere', selvom Mikkelsen mener, at filmen er helt sin egen.
Sidst, men ikke mindst, fortæller han bl.a. i forbindelse med rollen som Martin i 'Druk', at han som inspiration til at spille fuld så sin del af YouTube-videoer med berusede russere. Skål!