Mads Mikkelsen og Retfærdighedens ryttere overtager James Bonds premieredato
SE OGSÅ: Den første scene fra Retfærdighedens ryttere her.
Vi har netop kunne vise den første teaser-trailer til Anders Thomas Jensens nye danske actionkomedie Retfærdighedens ryttere.
Nu har vi endnu bedre nyt! Filmen får premiere en helt måned tidligere end forventet - nemlig til november, hvor James Bond-filmen, No Time to Die, skulle have været udgivet.
Efter 007s udskydning til 2021 er biograferne nemlig på udkig efter en ny storfilm til at sælge rigtig mange billetter. Og her ligner 'Retfærdigheden ryttere' den rette titel.
Reaktionerne på filmens første har været overvældende, og med Mads Mikkelsens nuværende succes med Druk kan han næppe gøre noget galt.
Instruktøren er med titler som Blinkende lygter, De grønne slagtere og Adams æbler og på cv'et yderst populær hos de danske biografgæster, og især den action-hungrende målgruppe vil kunne finde noget her.
November har selvfølgelig andre stærke titler på programmet med bl.a. Madklubben, Erna i krig og hele to familievenlige julefilm. Men 'Retfærdighedens ryttere' giver den trods alt mere smæk på andre elementer såsom grov vold og kulsort humor.
Det skader heller ikke, at Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas står øverst på plakaten - som de jo tidligere har gjort i flere af Jensens film.
Udover de to ses Nicolas Bro, Lars Brygmann og Andrea Heick Gadeberg (Ser du månen, Daniel) i centrale roller, mens også Roland Møller og Gustav Lindh (Dronningen) medvirker.
Handlingen følger en flok af velmenende særlinge, der kontakter en PTSD-ramt militærmand med en konspirationsteori om, at hans kones død var del af en større konspiration.
Retfærdighedens ryttere får nu premiere den 19. november.
(Kan du ikke se videoen ovenfor, så tryk på linket her og Tillad alle cookies)