Mads Mikkelsen prygler Shia LaBeouf

- imens Ron Weasley blander viagra og ecstasy
Forfulgt af Mads Mikkelsen
(© Voltage Pictures)

BERLIN. ’The Necessary Death of Charlie Countryman’ er netop blevet vist i Berlin, og der er tale om en stormende kærlighedsfabel i højt tempo inkl. hallucinerende scener og god gammeldags ultravold.
 
Shia LaBeouf spiller den rodløse titelfigur, der via et indfald flyver til Rumæniens hovedstad Bukarest, hvor han hovedkulds forelsker sig i den jævnaldrende Gabi (Evan Rachel Wood). Desværre befinder hun sig i et voldeligt miljø og endnu værre - hun er gift med voldspsykopaten og gangsteren Nigel, der spilles af Mads Mikkelsen.

Den debuterende instruktør, Frederik Bond, har fokus på stil fremfor plot, og det udløser en lang række scener fyldt med dynamiske klip, semi-elektronisk score blandet med forfølgelser og romantik.

Midt i det hele er Mads Mikkelsen den stadigt forelskede husbond med hang til pludselig vold og død. Danskeren spiller sig nu ikke voldsomt meget ud, og graden af hans psykopatiske karakter ligger ca. en smule under Le Chiffre og One Eye fra Valhalla Rising.

Og så er der Rupert Grint, selveste Ron Weasley fra Harry Potter-serien, som en ung brite, der forsøger at skabe en pornokarriere i Østeuropa under navnet Boris Pecker. Og tager ecstasy og viagra for at nå målet.

Hvis det lyder en kende for meget, er det formentlig også tilfældet.

Mads Mikkelsen er sjov at se over for en sjældent veloplagt Shia LaBeouf, og tempoet er højt. Alligevel minder skæbnefortællingen mere om populære titler fra 90erne, som TrainspottingTrue Romance og Romeo + Juliet, end en helt ny film, der får premiere i 2013.
 
The Necessary Death of Charlie Countryman kan ses herhjemme fra den 21. november.