'Mænd der hader kvinder' på rekordkurs

Thrilleren har passeret en halv million solgte billetter i Danmark og er godt på vej til at blive Skandinaviens største filmsucces.
Billede
Niels Arden Oplevs filmatisering af Stieg Larssons Mænd der hader kvinder er nu blevet set af mere end en halv million mennesker og har på bare 17 dage solgt 562.569 billetter. Den er dermed for tredie uge i træk nr.1 på filmhitlisten.

Filmen er samtidig godt på vej til at blive den største skandinaviske filmsucces nogensinde. I Sverige har den rundet 600.000 billetter og i Norge er den netop åbnet, og dér var hele 95.000 inde og se den i weekenden. Dermed har 1.257.000 foreløbig oplevet Blomkvist og Salanders spændende jagt på at løse gåden omkring en forsvunden pige.

"I Danmark har filmen i samme tidsrum solgt godt 40.000 billetter mere end vor hidtil største succes (for Nordisk Film som distributør af udenlandske titler, red.), Bond-filmen Casino Royale, og den nåede i alt over 890.000 solgte billetter", siger Jan Lehmann, direktør i Nordisk Film Distribution.

"Alt tyder på at filmen vil være lige så langtidsholdbar som Casino Royale, for vi ved, at publikum deler anmeldernes begejstring, så den har good word of mouth, hvilket er altafgørende for at filmen kan få et langt og succerigt liv i biograferne."

'Mænd der hader kvinder' kommer dog, trods alt, næppe til at indhente Titanic, der solgte 1.362.932 billetter i Danmark alene.