Martin Scorsese har afsløret sin næste film: Baseret på prisvindende bestseller
Martin Scorsese har kastet sin kærlighed på romanen 'Hjemme' ('Home') fra 2008 af Marilynne Robinson. Bogen, der modtog Orange Prize året efter udgivelsen, bliver således grundlaget for mesterinstruktørens næste film. Det fortæller den 81-årige filmskaber selv i et interview med AP.
Dermed bliver det ikke én af de film, som vi ellers havde forventet. Taxi Driver-instruktøren havde nemlig flere projekter i støbeskeen, bl.a. en film om Jesus, en om Frank Sinatra og et skibsdrama med titlen 'The Wager' med Leonardo DiCaprio i hovedrollen.
Ingen af disse film forventes at blive til noget, da instruktøren altså i stedet nu kaster sig over bogen 'Hjemme', der er en selvstændig opfølger til Marilynne Robinsons roman 'Gilead'.
'Hjemme' udspiller sig i 1956 i Gilead - den lille by i Iowa - som Glory Boughton i en alder af 38 år modvilligt er vendt tilbage til for at pleje sin døende far. Snart kommer også hendes bror Jack hjem efter at have været bortrejst i tyve år.
Jack er familiens sorte får og har altid været kendt som 'en skidt knægt'. Han har aldrig kunnet fastholde et arbejde, er på kant med sine omgivelser og sin konservative far.
Mens Jack forsøger at forsone sig med sin far og fortidens synder, knytter han et bånd til Glory, der selv er vendt hjem med et knust hjerte og en turbulent fortid.
Martin Scorsese er kendt for sine stærke mandekarakterer og færre kvindelige roller, hvilket skuespilleren Nicole Kidman for nyligt har udtalt sig om.
Da hun modtog AFI Life Achievement-prisen, brugte hun nemlig bl.a. sin taletid på at nævne, at hun meget gerne ville arbejde med Scorsese, hvis han nogensinde ville lave en film med kvinder.
Hvorvidt rollen som Glory nu kan gå til den 57-årige Nicole Kidman i en digitalt forynget udgave vides ikke, men det er til gengæld bemærkelsesværdigt, at hovedkarakteren i Martin Scorseses næste projekt netop er en kvinde.
'Home' har endnu ingen premieredato.