Marvel-stjerner tilslutter sig mystisk filmprojekt fra Black Panther-instruktør
Det står på Marvel-skuespillermøde, når en ny film af instruktøren Ryan Coogler rammer biograferne næste år.
Ifølge The Hollywood Reporter skal Hailee Steinfeld spille overfor Michael B. Jordan i en endnu unavngivet film. De to har begge optrådt i Marvels filmiske univers som hhv. skarpskytten Kate Bishop i tv-serien 'Hawkeye' og skurken Erik Killmonger i Black Panther.
Nu forenes de i, hvad der beskrives som en overnaturlig thriller, der også har Wunmi Mosaku, Delroy Lindo og Jack O’Connell på rollelisten.
Sidstnævnte er i øvrigt biografaktuel i Amy Winehouse-biografien Back to Black, hvor han spiller hendes kæreste Blake.
Intet er officielt bekræftet af filmstudiet Warner Bros. eller andre involverede parter, men insiderkilder vil mene at vide, at den foregår i Sydstaterne, hvor raceadskillelsespolitikken er i fuldt flor.
Både vampyrer og sydstatsovertro er blandt de formodede temaer, og så går rygterne på, at Michael B. Jordan skal spille en dobbeltrolle som tvillingebrødre.
Wunmi Mosaku er ifølge de lækkede detaljer udset en rolle som Jordans kæreste, O'Connell er nok en racistisk modstander, og Steinfeld ved vi intet om.
Ryan Coogler er kendt for Fruitvale Station, Creed og de to Black Panther-film, hvoraf de tre af dem er med Michael B. Jordan på rollelisten. Han skriver og producerer også den nye film.