Michael Douglas for President!

Hollywood er glade for film om præsidenter, og nu kommer der en ny af slagsen med Michael Douglas som USA’s 40. præsident, Ronald Reagan. Det skriver The Hollywood Reporter.
Titlen er ’Reykjavik’, og filmen vil omhandle topmødet mellem Reagan og Gorbatjov, som fandt sted i den islandske hovedstad i oktober 1986.
Gorbatjovs rolle er endnu uafklaret, men til gengæld skal Mike Newell instruere det politiske drama, der forventes at komme omkring heftige nedrustnings-diskussioner, invasionen af Afghanistan, Tjernobyl og ikke mindst stemningen mellem den tidligere skuespiller og den senere vinder af Nobels fredspris.
Med rollen som Ronald Reagan tilslutter Michael Douglas sig en række af kommende præsident-portrætter i biografen.
Inden længe kan man nemlig både se Daniel Day Lewis som Abraham Lincoln, Bill Murray som Franklin D. Roosevelt og Robin Williams som Dwight D. Eisenhower i hver deres film.