Midt i blodudgydelserne stoppede instruktør op: "Jeg er gået for langt"

Interview med manden bag 'Sisu 2: Road to Revenge'
Sisu 2
(© SF Studios)

Den finske actionfilm Sisu fra 2022 blev et massivt, internationalt hit. "Det var stort", siger instruktøren, der forklarer, at filmens succes basalt set har ændret hans liv.

Nu er han klar med en fortsættelse, Sisu 2: Road to Revenge, der kan ses i biograferne nu. I den anledning har vi mødt manden bag, Jalmari Helander. Det skete, da vi var inviteret af SF Studios til premieren i Finland, hvor vi altså mødte instruktøren på sin hjemmebane.

Helander forklarer, at før han kastede sig over efterfølgeren, var han nødt til at være sikker på, at den var bedre end den første. Især to elementer fremhæver instruktøren: "Den er større og en mere emotionel rejse".

Vi følger igen den nærmest udødelige krigsveteran Aatami Korpi (Jorma Tommila), som drager tilbage til det gamle Lapland, der nu er under russisk besiddelse. Han får nu sin gamle fjende på nakken, mens han prøver at transportere resten af sit tidligere hjem ind i det nye Finland.

Se vores video-interview med Jalmari Helander nederst.

Den første 'Sisu' var blodig, men i fortsættelsen skrues der endnu mere op for grusomhederne og blodsudgydelserne. Ja, faktisk gik det op for Jalmari Helander selv, at han muligvis var gået for langt denne gang. Instruktøren fortæller:

- Der var et øjeblik, da vi optog togsekvensen, hvor jeg selv bemærkede, at nu var jeg gået for langt. Helander griner og fortsætter:

- Jeg vil ikke sige, hvad det var. Men selv jeg har mine grænser. Jeg forstod, at dette er ikke fedt længere.

Men selvom instruktøren måtte stoppe sig selv og skrue ned for én af sine mange blodudgydelser, så går fans af filmen ikke forgæves i byen.

De to Sisu-film har i den grad skabt et navn for den finske instruktør, der står til at skulle instruere den næste film om Rambo, nemlig prequel-filmen 'John Rambo', som starter optagelser til næste år.

Se vores interview med instruktøren i videoen herunder, hvor han fortæller, hvorfor John Wick-instruktøren var jaloux på ham, den sværeste scene at optage, om 'Sisu 3' er en mulighed, og hvordan det er at arbejde med hovedrolle Jorma Tommila.

'Sisu 2: Road to Revenge' kan ses i biografen nu.

Nyeste film i biografen