"Mr. Bean" kæmper mod baby i ny juleserie på Netflix

Opfølger til populær serie
Man vs. baby
(© Netflix)

Til juletid vender Rowan Atkinson – berømt for sin karakter Mr. Bean – tilbage i opfølgeren til Netflix-serien 'Man vs. Bee' fra 2022. Denne gang er det 'Man Vs. Baby'.

Det er altså ikke et insekt, der er udfordringen i denne omgang, men en baby. Vi følger igen Trevor Bingley (Rowan Atkinson) i en fredelig periode efter kampen mod bien.

Han får til opgave at passe en luksuriøs penthouselejlighed i London hen over julen, men hurtigt ender han igen i problemer. 

Han kommer nemlig til at skulle tage sig af en baby – noget der for alvor sætter julefreden på prøve for Trevor.

Serien er igen skabt af Rowan Atkinson selv og William Davies.

Atkinson har tidligere sammenlignet karakteren Trevor med Mr. Bean over for Netflix, da begge karakterer havner i fjollede situationer og benytter sig af fysisk komik – noget han mener er med til at bryde sprogbarrierer.

Karakteren Mr. Bean blev introduceret for verden i 1990 i serien af samme navn, som kørte frem til 1995. Siden er der udkommet flere film og en animationsserie om karakteren.

‘Man vs. Baby’ kan ses på Netflix fra den 11. december.

Nyeste film i biografen