Nicolas Cage fortryder denne ulækre scene: "Jeg vil aldrig gøre det igen"

Det er nu også en pænt klam scene
Nicolas Cage Vampire's Kiss Hemdale
(© Vampire's Kiss (Hemdale))

Nicolas Cage er specielt kendt for at gå hele vejen i sine roller. Det er ikke mindst tilfældet med den satiriske gyserkomedie Vampire's Kiss fra 1988.

I filmen spiller han karakteren Peter Loew, der tror, at han er ved at blive forvandlet til en vampyr. Kort fortalt. Det lyder skørt. Det er det også.

Filmens præmis afføder ikke så underligt sin del af Cage-vanvid. Bl.a. spiser skuespilleren i en pænt klam scene kakerlakker. Ja, ægte kakerlakker!

 

LÆS OGSÅ: Nicolas Cage fik slebet sine rigtige tænder ned til rollen som Dracula

Det er netop det, at han her spiser den ægte vare, som den legendariske skuespiller fortryder. Det fortæller han i et interview hos Yahoo Entertainment.

Ganske vist er netop denne scene sidenhen blevet ikonisk Cage-kanon. Men den dag i dag er stjernen ikke helt stolt af scenen, som han fortryder at have lavet:

- Jeg vil aldrig gøre det igen. Jeg er ked af, at jeg overhovedet gjorde det.

Nicolas Cage indtager dog atter vampyr-land i den snart biografaktuelle gyserkomedie Renfield, hvor han spiller ingen ringere end Dracula. Den kommer dog ikke her til at stå på ægte kakerlak-guf.

'Renfield' har biografpremiere den 27. april.