Nikolaj Coster-Waldau går i køkkenet i ny dansk film: "Kokke er de nye rockstjerner"
Nikolaj Coster-Waldau har smidt sin Game of Thrones-rustning og er trukket i kokketøjet til det danske kærlighedsdrama Smagen af sult.
Den danske stjerner spiller chefkokken Carsten, der sammen med sin kone, Maggi (Katrine Greis-Rosenthal), ser ud til at have det perfekte liv. To skønne børn, lækker lejlighed og deres egen gourmetrestaurant. Det eneste, som de mangler, er en af de meget eftertragtede Michelin-stjerner.
Men jagten på succes har en pris, og da Carsten modtager et brev om, at hans kone elsker en anden, begynder deres familie- og det professionelle liv at krakelere.
Læs også: Interview med Katrine Greis-Rosenthal: "Mad og kærlighed kan vi ikke leve uden"
Kino.dk har mødt instruktør- og manuskriptforfatter bag ’Smagen af sult’, Christoffer Boe, og i vores interview fortæller filmskaberen om en flov frokost med Nikolaj Coster-Waldau. Han afslører også, om Hollywood-stjernen faktisk kan lave god mad, hvordan ’Journal 64’ har påvirket ’Smagen af sult’ og beretter om samarbejdet med sin manus-makker Tobias Lindholm, der var med til at skrive Oscar-vinderen Druk.
Kokke er de nye rockstjerner
Inspirationen til ’Smagen af sult’ stammer fra to af livets vigtigste ingredienser, nemlig kærlighed og mad:
- Den ene inspiration var at kigge på parforhold. Hvad er det, der går galt i nogle relationer, som alle, når de træder ind i dem, gerne vil investere så utroligt meget i? Hvad er det, folk gør forkert? Den var den ene nysgerrighed.
- Den anden var helt enkelt, at jeg er sindssygt optaget af den danske madscene. Det er så vildt med så entreprenante, dygtige kokke vi har, der må kunne fortælles en god historie, der ligesom tager udgangspunkt i det miljø.
Christoffer Boe understreger, at hans fascinationen for kokkemiljøet går 15-20 år tilbage, og fremhæver bl.a. Anthony Bourdains bog ’Kitchen Confidential’ (2000) som værket, der fik pirreret hans interesse.
Men det er ikke kun Bourdians bog, som har bidraget til Hr. Boes omfangsrige research til emnet:
- Jeg har ikke stået og snittet nogle grøntsager for at gøre mig klar til filmen! Det har Nikolaj [Coster-Waldau]. Han har faktisk både fået undervisning i brugen af sin kniv af Bo Lindegaard, som vi havde med som konsulent, og så var han også ved Ramus Kofoed på Geranium [Danmarks eneste 3-stjernede Michelin-restaurant, red.] for lige at opleve, hvordan sådan et storkøkken fungerede.
- Men jo, jeg har snakket med en del af de prominente Michelin-kokke, som vi har i København, været ude i deres køkkener, og så er det jo ikke svært at se dokumentarfilm om kokke. De er jo tidens rockstjerner.
- Gå ind på Netflix. Du kan enten se en tv-serie eller du kan se noget om mad. Det er, som om mad fylder halvdelen af alt, hvad man kan se i øjeblikket, og meget af det er virkelig, virkelig godt, og med vanvittig dygtige kokke. Man får faktisk også et stort indblik i deres dagligdag.
”Researchen synes jeg har været extensive, men smagfuld,” afslutter instruktøren med et stort smil, og til spørgsmål om, hvorvidt han også fik spist en masse god mad, svarer han grinende: ”Det bliver man nødt til. Det måtte komme ind i budgettet. Det kunne ikke være anderledes”.
Flovt frokost-møde med Nikolaj Coster-Waldau og en avocadomad
Det er Christoffer Boes første samarbejde med Nikolaj Coster-Waldau. Instruktøren beskriver den indledende proces som dejlig nem, mens oplevelsen på settet med den danske skuespiller ligeledes var imponerende:
- Han er dybt professionel og dygtig, og så synes jeg, at han virkelig spiller røven ud af bukserne i den her rolle. Det er også min oplevelse, at folk der ser filmen, heldigvis opdager nogle nye sider af Nikolajs talent.
- Han er den vildeste arbejdshest. Ligesom kokkene, der står i køkkenet, så elsker Nikolaj sit arbejde. Det her med, at han jonglerer store internationale projekter samtidig med, at han har sine egne pet-projects og laver danske ting. Kæmpe respekt og cadeau til det.
Men hvordan er Hollywood-stjernens egne madkunster så? Til det spørgsmål deler Boe, hvad han selv kalder ”en meget, meget flov oplevelse”:
- Jeg skulle hjem til Nikolaj, og det lå lidt i det, at det måske var en frokost, men jeg havde ikke spist morgenmad, så jeg var lidt i tvivl. Er det frokost, eller skal vi bare sidde og snakke og drikke kaffe? Så jeg spiste inden.
- Så kommer jeg hjem til ham, og så siger han, "Jeg laver lige lidt mad til os". Så lavede han en utrolig lækker avokadomad, som var mere end bare en avokadomad. Det var meget raffineret. Men der var også utrolig meget. Det var en solid frokost. Men jeg var sindssygt mæt, inden jeg startede, så jeg kunne ikke spise op.
- Men du kender det der, jeg kendte ham ikke så godt på det tidspunkt, og jeg synes, at det var generøst, at han inviterede mig hjem til ham, og så står han og laver mad, og så kan jeg ikke spise op. Jeg havde det meget dårligt over det. Heldigvis kunne vi grine af det. Jeg håber i hvert fald, at han har tilgivet mig. Men jeg kan sige så meget som, at han laver glimrende mad.
I hovedrollen som Nikolajs hustru, Maggi, ses Katrine Greis-Rosenthal. Det er den 35-årige skuespillers tredje samarbejde med Boe efter tv-serierne ’Kriger’ og ’Forhøret’, og instruktøren understreger, at ”hun har et helt fantastisk udtryk”, der gemmer på nogle af de kontraster, som han netop søgte i Maggi-karakteren.
Læs vores interview om ’Smagen af sult’ med Katrine Greis-Rosenthal her.
I parterapi med en Oscar-vinder
Det er ikke uvant for Christoffer Boe at samarbejde med andre forfattere på sine manuskripter, bl.a. har Mogens Rukov (Reconstruction), Mikael Wullf (Allegro) og Simon Pasternak (Spies & Glistrup) tidligere bidraget til instruktørens værker.
Denne gang har Hr. Boe slået sig sammen med Tobias Lindholm, der senest har skrevet manuskriptet til Oscar-vinderen ’Druk’ og tidligere har stået bag værker som Kapringen og Krigen.
Venskabet mellem de to går over 15 år tilbage:
- Jeg står faktisk som producer på en af hans første film. Han lavede den efter filmskolen sammen med Michael Noer. En lille kortfilm, der hedder 'Hawaii', og den blev produceret af det selskab, jeg havde dengang, som hed Alphaville.
- Så jeg har fra sidelinjen fulgt i hans kometkarriere og har kæmpe respekt for hans metier. Han laver en anden type film, end dem jeg laver. Ikke kun at de er mere succesfulde, men også hvordan de ser ud. Så jeg har altid synes, at det kunne være sjovt at lave et eller andet sammen, og så kom vi op med det her projekt.
’Smagen af sult’ har været ”sindssygt længe undervejs”, mens de to produktive herrer har lavet andre projekter:
- Jeg sagde til producer Louise Vesth, at hvis den her film skulle fyres af, så skulle det være nu ellers ender jeg med at blive skilt inden den er færdig - og så skal jeg lave en ny film!
Normalt finder Boe på sine egne ”sindssyge ideer i de sene nattetimer med en smøg i kæften”, men i samarbejdet med Tobias Lindholm gik han anderledes til værks:
- Vi gik faktisk bare længe og kræsede om selve emnet. Jeg prøvede at følge meget i Tobias' spor, fordi jeg synes, at det er sjovt at udfordre min egen tilgang.
- Så Tobias og jeg kiggede ligesom på emnet og undersøgte, hvad der er i det. Så vi gik sammen til parterapeuter og snakkede med folk i parkriser for at finde ud af, hvad problemet egentligt er, og hvorfor mennesker ender dér.
Indflydelsen fra ’Journal 64’
Christoffer Boes seneste film er Afdeling Q-filmen Journal 64. En enorm succes, der solgte over 750.000 biografbilletter, og selvom instruktøren ikke regner med at komme i nærheden af de salgstal på sin nye film, tager han alligevel en hel del med fra sit besøg i Jussi Adler Olsens krimiunivers, hvor den evige motor er opklaringen og mysteriet:
- Til trods for, at jeg nu laver et kærlighedsdrama sat i et sanseligt univers, der også er interesseret i ambitionerne og udtrykket i restaurationsverden, syntes jeg stadig, at jeg manglede lidt krimi.
- Så der er jo et brev - der både fungerer som mysterium og en ydre trussel. Jeg blev nødt til at have den motor, som vi kunne vende tilbage til, så jeg følte, at der var en lille rød tråd igennem hele filmen. Men det er nok meget naturligt efter at have brugt så utrolig lang tid på at arbejde i den kriminalistiske genre. Ikke kun med 'Journal 64' - men også med mine egne krimiprojekter 'Kriger' og 'Forhøret'.
’Journal 64’ førte også en anden behagelig opdagelse med sig for den erfarne Hr. Boe:
- Man finder pludselig ud af, når man har lavet ting i mange år, som ikke så mange har set, at der er noget ret tilfredsstillende i, at folk ser, det man har lavet.
- 'Journal 64' er jo del af sit eget brand. Der er mange ting, som gør, at den blev en succes. Jeg har lidt af skylden, men bestemt ikke al skylden for, at det gik godt. Og 'Smagen af sult' er bare noget helt andet. Det er drama og har sit eget udtryk, og kan og vil forhåbentlig noget helt andet end sådan noget som 'Journal 64' kan.
- Men jeg håber ikke at ende helt, hvor jeg har været før med film, der kun bliver set af mig og min mor.
”Drømmen er at dø med hovedet nede i et stort marcipan-bryst”
Men ligesom kokkene, er Christoffer Boe også allerede i gang med sin næste anretning, og den arbejdsomme filmskaber har flere projekter i støbeskeen.
Senere på året er instruktøren igen aktuel i krimiland, når anden sæson af serien ’Forhøret’ med Trine Dyrholm udkommer på Viaplay. Men han går også og sysler lidt med ”en meget stor ting”, som han ikke vil afsløre mere om endnu.
Men til spørgsmålet om, hvorvidt han følger i manuskriptmakkeren Tobias Lindholms fodspor, der lige nu optager Netflix-film i Hollywood, er Boe stensikker. Han er ikke på vej til den forjættede filmby på den anden side af Atlanten.
- Men derfor betyder det jo ikke, at det ikke kan være udenlandsk på en eller anden måde. Udlændinge kan komme til Danmark, eller man kan rejse lidt kortere end at tage hele vejen til Hollywood. Jeg har nogle projekter, som ikke kun er danske. Lad mig sige det sådan.
Den madglade Christoffer Boe har med andre ord meget mere på vej til alle os hungrende publikummer – og appetitten på livet er fortsat stor: ”Drømmen er at dø med hovedet nede i et stort marcipan-bryst” siger instruktøren grinende, da vi snakker om hans egen favorit madfilm, ’Det store ædegilde’ (La Grande Bouffe, 1973), og forsætter:
- Det kan dog godt være, at jeg trods alt endnu er for ung til tage den afsked med livet.
