No Time to Die: Hør den nye Bond-sang med Billie Eilish

I nat offentliggjorde sangeren Billie Eilish sin sang til den 25. James Bond-film, No Time to Die.
Sangen hedder oplagt nok 'No Time to Die', og Eilish bruger sin karakteristiske melankolske lyd til at sætte stemningen.
Tidligere på ugen fik vi også det første kig på dansk-svenske David Dencik i rollen som kidnappet videnskabsmand. Det skete på en række karakterplakater, som du kan se her.
I filmen er Bond stoppet som aktiv agent, og nyder det afslappende liv på Jamaica. Hans otium bliver dog hurtigt afbrudt, da hans gamle ven Felix Leiter fra CIA kommer og spørger ham om hjælp.
Missionen handler om at finde en kidnappet videnskabsmand, men det viser sig at være bedrag. Bond kommer i stedet på sporet af en mystisk skurk, armeret med farlig ny teknologi.
Eillish vandt for nylig 5 Grammy-priser, bl.a. for Bedste album, og hun optrådte ved Oscar-showet med en coverversion af Beatles-klassikeren 'Yesterday'. Her havde de fleste håbet på, at hun ville afsløre Bond-melodien, men så heldige var vi ikke.
Nu går spekulationerne om, hvorvidt sangen kan vinde en Oscar-statuette næste år, ligesom det er sket for de to foregående Bond-sange til Skyfall og Spectre.
No Time to Die får biografpremiere den 2. april.
[poll:1520125]