Now You See Me 3 på vej
Tryllekunstner-filmen Now You See Me var en overraskende stor succes i 2013. Nu har Lionsgate meldt ud, at en tredje film allerede er i støbeskeen - et helt år før Now You See Me: The Second Act får premiere.
Etteren handlede om en samling tryllekunstnere kaldet The Four Horsemen, der begik verdenshistoriens mest magiske kup. I toeren møder holdet en helt ny fjende, der udfordrer dem til at lave deres hidtil farligste stunt.
Jesse Eisenberg, Woody Harrelson, Dave Franco, Michael Caine og Mark Ruffalo vender alle tilbage, mens Isla Fisher er blevet erstattet af Lizzy Caplan.
Daniel Radcliffe er også kommet på rollelisten, hvilket muligvis er vores bedste chance for at se Harry Potter skrige ”Expecto Patronum” én sidste gang!
Now You See Me: The Second Act får dansk premiere den 9. juni 2016.
Den tredje film har hverken fået manuskript, instruktør eller skuespillere tilføjet - ej heller en forventet premieredato.