Nu kan du se årets overraskende Oscar-film i biografen

'CODA' er tilbage på det store lærred
CODA
(© Nordisk Film)

Årets Oscar-uddeling vil altid blive husket for Will Smiths lussing, hvilket er synd, da det tog fokus fra de film, som fik priser.

En af disse er dramaet CODA, som fik tre statuetter, bl.a. hovedprisen som Bedste film. Det var en overraskelse for de fleste, da The Power of the Dog toppede bookmakernes (og vores) liste over favoritter.

Filmen havde egentlig premiere sidste år, men nu kan du se (eller gense) den i biografen i mange byer. Se traileren nederst i artiklen.

'CODA' står for Child of Deaf Adults og handler om teenageren Ruby, der er den eneste i sin familie, som kan høre. Ruby forsøger at balancere sin daglige skolegang med det hårde arbejde ved siden af, hvor hun hjælper sine døve forældre og bror med den økonomisk pressede fiskeriforretning.

LÆS OGSÅ: Oscar 2022: Især 3 vindere vil gå over i historien

Selvom hun elsker sin familie, og gerne agerer tolk for dem, begynder hun at se et andet liv for sig.

Det går nemlig op for Ruby, at hun ikke bare har passion for musik, men decideret et uslebent sangtalent parat til at blive foldet ud. Nu må hun vælge imellem at udleve sin drøm eller fortsat bistå det udfordrede familieforetagende.

Michael Baker / A.M.P.A.S.Troy Kotsur ved årets Oscar-uddeling © Michael Baker / A.M.P.A.S.

Filmen er en engelsksproget genindspilning af den franske Familien Bélier fra 2014, og den fik en Oscar for Bedste bearbejdede manuskript, der gik til Sian Heder, som også har instrueret.

Som Rubys kærlige og herlige forældre ses Troy Kotsur og Marlee Matlin, der begge har vundet Oscars, førstnævnte for CODA-rollen og sidstnævnte for sin præstation i 'Children of a Lesser God'.

CODA kan ses i udvalgte biografer i en begrænset periode.

 

(Kan du ikke se videoen herover, så tryk på linket her og tillad alle cookies)