Ny ambitiøs dansk film på vej: 'Underverden' i stenalderen
I dag har Motor og Scanbox Entertainment løftet sløret for en ny, ambitiøs dansk spillefilm med titlen Fremmed.
Filmen beskrives som "et intenst og spændende actiondrama, der handler om en ung kvindes kamp for at overleve i stenalderen for 6.000 år siden".
'Fremmed' følger den 19-årige Aathi, der ankommer til Danmark med sin familie som de første bønder nogensinde.
Men et fatalt møde med en lokal jægerstamme betyder, at hele familien – med undtagelse af Aathi og lillebroderen Tharan, bliver slået ihjel.
Alene i den store og farlige skov, må de to søskende søge tilflugt hos den selvsamme jægerstamme, som dræbte deres familie. Nu må de indgå under stammens livssyn, tro og traditioner. Men kravene til Aathi bliver mere og mere nådesløse, og den unge kvinde må beslutte sig for, om hun vil tage hævn!
LÆS OGSÅ: 19 år efter: Populær dansk thriller får (endelig) en fortsættelse
Er der andre end os, der tænker Underverden sat i stenalderen? Det lyder umiddelbart som en spændende præmis – og 'Fremmed' er således også den første danske spillefilm sat på den tid.
Og for netop at sikre sig autencitet, så har en førende sprogforsker udarbejdet to helt nye fiktive sprog til henholdsvis jæger- og bondestammen i filmen.
I hovedrollen som Aathi ses stortalentet Angela Bundalovic, der i år bl.a. har været aktuel i Nicolas Winding Refns Copenhagen Cowboy. Mens lederen af jægerstammen spilles af Danica Curcic, som man bl.a. vil kende fra Netflix-hittet Kastanjemanden og flere danske storfilm.
'Fremmed' instrueres af den spillefilmsdebuterende Mads Hedegaard, som i 2021 stod bag den roste dokumentar 'Kim Kanonarm og rejsen mod verdensrekorden'. Instruktøren har forfattet manuskriptet i samarbejde med Jesper Fink, som tidligere har skrevet storfilm som Margrete den Første og Før frosten samt den kommende Birthday Girl.