Ny dansk film hyldet i USA: Et overraskende feelgood-drama fra betonblokken
Den hjertevarme feelgood-film Miss Viborg handler om den tidligere skønhedsdronning Solvej, som nu lever som isoleret pille-pusher. Hendes nabo, Kate, er en rodløs og frustreret teenager, som en dag beslutter sig for at bryde ind hos Solvej.
Da Solvej opdager hende, starter en magtkamp mellem de to, som bliver til et uventet partnerskab og venskab. Sammen får de et nyt perspektiv på livet og tør åbne op for nye muligheder og store drømme.
I anledning af premieren på 'Miss Viborg' har kino.dk taget en snak med filmens instruktør Marianne Blicher, hvor vi kommer ind på temaer som de glemte i samfundet, det at turde drømme og et ønske om at vende hjem.
Find billetter til Miss Viborg her:
Det er en meget livsbekræftende og nærværende film. Hvad er for dig de primære tematikker i filmen?
- Jeg har arbejdet rigtig meget med ensomhed. Mange unge som Kate er ensomme, og så er der selvvalgt isolerede som Solvej. Så det har været det store tema. Og så er der det umage venskab, og så selvfølgelig, at det aldrig er for sent at drømme, og det er aldrig for sent at komme i gang med livet.
Hvorfor lige Viborg?
- Jeg er født og opvokset i Viborg, og filmen er optaget i mit gamle kvarter, så for mig er filmen en hyldest til mit gamle kvarter, men den kunne egentlig være optaget hvor som helst. Den kunne godt have heddet Miss Vojens eller Miss Rødovre. Jeg havde bare lyst til at vende hjem. Det begynder at boome med film fra provinsen, hvilket er rigtig vigtigt. For vi er jo ikke bare København, vi er jo et helt Danmark, og historierne skal fortælles fra alle steder.
Er filmen selvbiografisk, eller indeholder den dele fra dit eget liv?
- Altså det er ren fiktion. Men selvfølgelig er den inspireret af, hvor jeg er vokset op, og der var nogle mennesker der, som jeg er blevet rigtig inspireret af. Men der findes jo en Solvej, en Kate og en Preben Elkjær hvor som helst. De er der. De er bare lidt gemte og glemte, desværre.
Hvordan har hele processen været, og hvilke tanker har der været bag æstetikken?
- For mig er der tre dele, når jeg skaber et værk. Der er dramaet, som gerne skal være ærligt, og man skal kunne mærke det. Så er der ventilen, som er humoren, og så er der æstetikken. Jeg ville sindssygt gerne arbejde med sådan et eventyr i beton. Oftest når man ser film om blokkene, eller sociale boligområder, er det et dokumentarisk set-up. Men jeg ville gerne lave noget helt andet.
- Jeg ville gerne skrue op for farverne, drømmene og eventyret i blokkene, som jeg tror er med til at skabe mere sympati og en lyst til at kigge på billederne. Det skarpe øje kan se, at når vi filmer Solvej, så er vi på stativ, og når vi filmer Kate, er vi på håndholdt. Lige pludselig begynder de her to metoder at vikle sig sammen, som Solvej udvikler sig.
Det er virkelig nogle hjertevarme karakterer, hvilke tanker lå der bag castingen af de tre?
- Det har taget mig tre år at finde Solvej. Og uden hende er der ikke nogen film. Jeg havde besluttet mig for, at mine to hovedkarakterer, Kate og Solvej, skulle være nogle, man ikke havde set før. Om det så var uddannede skuespillere, eller non-actors, det var lidt hip som hap for mig. Det var bare vigtigt for mig, at de ikke havde været på det store lærred.
- Men jeg fandt jo ud af, at det var sindssygt svært at finde en Solvej, der både har alderen, rundheden og evnen til at spille det her introverte og ensomme menneske. Men da Ragnhild Kaasgaard trådte ind ad døren, så var hun bare rigtig. Og Isabella Møller Hansen, som spiller Kate, fik rollen, fordi deres kemi var så god. Det fungerede bare i alle sammenhænge.
- Kristian Halken agerede som modspiller til Solvej under castingprocessen. Jeg havde egentlig ikke tænkt, at Kristian skulle være Preben Elkjær, men da han sad derinde og spillede ham, så kunne det bare ikke være andre. Så fra at han gjorde mig en tjeneste at være med til castingen, havde han rollen som Preben Elkjær, hvilket jeg ikke har fortrudt.
Havde I lavet nogle øvelser eller lignende for at få den kemi, de havde på skærmen, eller for at styrke deres indbyrdes bånd inden optagelserne?
- Jeg bruger rigtig meget samtale som min måde at komme ind i skuespillerne og tale om karaktererne, og hvad de kan hente i sig selv, så vi ligesom har nogle fælles referencer vi kan tage frem når det skal bruges i scenerne. Men det interessante med Ragnhild var jo, at hun er ekstrem ekstrovert, og det tænker man jo ikke, når man ser filmen.
- Ragnhild har sjove briller, masser af makeup og er udadvendt som bare filan. Så vi skulle få hende til at være den diametrale modsætning af, hvad hun egentlig er. Men fra start af kunne jeg mærke, at hun havde det i sig. Det var bare et spørgsmål om at få det frem. I de tre måneder indtil vi skulle på optagelser, gik hun fra at være den der helt ekstroverte, livlige pige og så lige pludselig, så var hun bare introvert og gnaven. Hun blev simpelhent karakteren lige så langsomt.
Tænkte du meget over, hvordan man balancerer mellem en usympatisk og sympatisk karakter?
- Det har været hele essensen i filmen, den der hårfine balance mellem dramaet og humoren. Mellem det realistiske og det ærlige i det. Og så har jeg et lille håb om, at når man kommer ud af biografen, så husker man, at vi alle bare er mennesker af kød og blod, så man kan skubbe lidt til de her små fordomme, der er omkring de gemte og glemte i samfundet.
- Solvej har jo en kæmpe sorg i sig, som har udmøntet sig i ensomhed. Så det er også det at få lov til at opleve, hvad der sker bag de lukkede døre, når vi er aller mest ærlige og sårbare som mennesker. Og det var det vigtigste for mig at vise i min film.
Solvej lytter til lastbilchaufførenes transmission, og du har valgt nogle rimelig ikoniske stemmer til at være på radioen. Hvorfor lige dem?
- Jeg synes, det kunne være skideskægt at putte Danmarks største stjerner ind. Claes Bang har bare sådan et helt fantastisk komisk talent. Frank Hvam er jo fra Viborg og omegn, så han skulle være med. Niels Hausgaard er jo også jyde, så jeg synes bare, han var selvskrevet. Og Zlatko Buric, hans stemme er jo bare god, og alle kan jo genkende hans helt fantastiske røst.
- Men det var jo under Corona, så Claes og Frank har indtalt deres replikker på deres mobiltelefoner, og så har jeg givet dem feedback. Med Hausgaard og Zlatko, som var i Danmark, der lavede jeg et mobilt set-up i min lille bil. Så sad de på bagsædet, og jeg sad på forsædet med maske på og instruerede. Alle fire havde bare ja-hatten på.
Hvorfor var det vigtigt for dig at have så meget af den danske kulturarv med i filmen?
- Når man repræsenterer to forskellige generationer, skal det passe til dem. Og det kan frembringe de her sammenstød, som kan bringe et smil frem og en forundring. Jeg er selv opvokset med den danske filmarv, det har altid været et stort samlingspunkt hos os. Og hvem kan ikke få et smil på læben af Gustav Winckler? Eller synes at det er mega cool med Tessa. Jeg synes også, at det er værd at nævne, at jeg hovedsageligt har arbejdet med danske musikere og dansk musikarv.
Hvorfor lige bruge navnene Poul Reichhardt og Preben Elkjær i filmen?
- Min lillesøster var forelsket i Poul Reichhardt, da hun var lille, og så alle Morten Korch film. Det synes jeg var så skægt. Og han var et ikon, så han skulle med. Der var en mand i en af vores blokke, der hed Preben Elkjær, som bare havde et ekstra efternavn, og han var sgu så sød og rar. Så da jeg sad og skrev, så tænkte jeg, det er altså virkelig skægt. Og så er det lidt en hyldest til et rart menneske.
Hedder hunden Poul Reichhardt i virkeligheden?
- Nej, den hedder Gaya. Det er en hunhund, der spiller en hanhund. Vi skulle jo finde en hund, men dresserede hunde koster altså sindssygt mange penge. Men så sidder jeg en eftermiddag i Ragnhilds drivhus, og så kommer hendes hund løbende. Så da vi fik lov til at bruge Ragnhilds hund, begyndte hendes datter, Ingeborg, at træne Gaya, så den lystrede på Poul Reichhardt. Så hunden gik i hardcore træning.
Du har vundet prisen for Bedste Nordiske Film på Santa Barbara Film Festival. Hvad betyder det for dig at blive anerkendt på så stor en festival?
- Altså det er jo sindssygt fedt! Og helt vildt surrealistisk. Jeg havde håbet, at det var en global film, og at man kunne omsætte 'Miss Viborg' til alle andre miljøer og lokalsamfund. Og så lige pludselig sidder man der, og de klappede, hujede og grinede og var meget udadvendte i deres reaktion. Så jeg blev helt høj over, at filmen også fungerede der. Det er lidt surrealistisk, når man har kæmpet i så mange år for noget, at det lige pludselig sker. Jeg er sindssygt taknemmelig.
(Kan du ikke se traileren herover, så tryk på linket her og tillad alle cookies)