Ny gyser fik Tarantino til at græde

Luca Guadagnino (Call Me by Your Name) kaster sig næste gang over gysergenren med en genfortælling af Dario Argentos klassiske giallo-film Suspiria fra 1977.
Genindspilningen hedder også Suspiria og handler ligeledes om mørk magi på en danseskole, men ifølge de første reaktioner kan vi alligevel godt forvente noget helt andet - i hvert fald en film, der er endnu mere emotionel og vanvittigt klam.
Skuespillerinden Chloë Grace Moretz, der medvirker i filmen, har således været ude og sammenligne værket med moderne Kubrick, mens instruktøren selv har afsløret, at filmen fik Quentin Tarantino til at græde.
- Jeg viste den til Quentin Tarantino. Vi har været venner siden, vi var i juryen ved Venedig Filmfestivalen. Jeg var nervøs, men spændt på at få hans råd. Vi så den hjemme hos ham, og hans reaktion varmede mig. Han var entusiastisk omkring filmen, til sidst græd han og krammede mig. Det er nemlig en gyser, men også et melodrama, mit mål er at få dig til at se på rædslerne uden at kunne kigge væk, fordi du er for fascineret af karaktererne, fortalte Guadagnino til La Repubblica.
Og Tarantino er ikke den eneste, der har reageret.
Tilbage i april blev noget af filmen vist ved CinemaCon-konferencen lige efter en frokostpause. Scenen, de så, skulle have været så ekstrem, at publikum havde svært ved at holde maden i sig. Oven i hatten har hovedrolleindehaveren Dakota Johnson udtalt, at hun måtte i terapi efter optagelserne.
'Suspiria' er med andre ord allerede ret så hypet. Og mens vi venter på den danske premiere-dato, kan vi nyde den første trailer lige her:
Tilda Swinton og Jessica Harper fra den originale film medvirker også i gyseren, der pt. står til at åbne i USA til november.