Ny præsident i Independence Day 2

Bill Pullmans efterfølger
Billede
(© CBS Productions)

Skuespillerinden Sela Ward skal spille den amerikanske præsident i den kommende science fiction-katastrofefilm Independence Day 2. Det skriver Deadline.

Dermed overtager Ward embedet fra Bill Pullman, der spillede handlekraftig præsident i den oprindelige film fra 1996. Pullmans karakter, Thomas J. Whitmore, er også med i efterfølgeren, men hvorvidt han igen får lov til at jage rumvæsner, er på nuværende tidspunkt uvist.

Sela Ward er kendt fra film som The Fugitive og Kvinden der forsvandt samt tv-seriene 'CSI: New York' og 'House'.

Roland Emmerich instruerer, og på rollelisten finder vi bl.a. Jeff Goldblum, Liam Hemsworth, Jessie Usher, Maika Monroe og Charlotte Gainsbourg.

Independence Day 2, der er den første af to planlagte fortsættelser, får premiere den 23. juni 2016.