Oprindelige hovedroller vender tilbage i ny Hunger Games-film

Tilbage til Panem
Hunger Games: Catching Fire
(© Lionsgate)

Jennifer Lawrence og Josh Hutcherson vender tilbage i deres roller som Katniss og Peeta i The Hunger Games: Sunrise on the Reaping. Det skriver The Hollywood Reporter og Variety.

Flere detaljer om deres medvirken er endnu ikke offentliggjort, men det forventes, at de vil optræde i en form for flash-forward, da den kommende film finder sted 24 år før Katniss og Peeta første gang trådte ind i arenaen.

Prequellen vil fokusere på karakteren Haymitch Abernathy, mentor for Katniss og Peeta i de oprindelige film, og hans tid i Dødsspillet.

Mange karakterer fra den oprindelige Hunger Games-trilogi vil dukke op i filmen, men i modsætning til Lawrence og Hutherson vil resten blive spillet af nye skuespillere.

Disse inkluderer Ralph Fiennes som præsident Snow (oprindeligt spillet af Donald Sutherland), Jesse Plemons som Plutarch Heavensbee (Philip Seymour Hoffman), Kieran Culkin som Caesar Flickerman (Stanley Tucci), og Elle Fanning som Effie Trinket (Elizabeth Banks). Læs mere om rollelisten her.

Jennifer Lawrence blev for nylig nomineret til en Golden Globe for sin præstation som Grace i Die, My Love, der har dansk premiere den 29. januar. Hutchersons nyeste film, Five Nights at Freddy’s 2 havde premiere i sidste uge.

'The Hunger Games: Sunrise on the Reaping' rammer de danske biografer den 19. november 2026.

Der er allerede udgivet en første trailer, som du kan se herunder: