Orlando Bloom måske tilbage i Pirates-reboot

- og flere casting-nyheder
Billede
(© Disney Pictures)

Pirates of the Caribbean-serien fortsætter i 2017 med Jack Sparrow i hovedrollen. Men ifølge Orlando Bloom er et slags reboot på tale, og her er skuespilleren parat til at vende tilbage som Will Turner:

- Jeg er ikke helt sikker på, om jeg vender tilbage denne gang, men det er oppe og vende. Jeg mener, de ønsker at lave et reboot, hvor jeg skal være med sammen med min søn, fortæller Bloom til IGN.

Disneys femte pirat-eventyr skal instrueres af nordmændene Joachim Rønning og Espen Sandberg (Kon-Tiki) og har foruden Johnny Depp den unge Brenton Thwaites på rollelisten.

Javier Bardem og Geoffrey Rush er begge rygtet til større roller, mens fem unge kvinder - Kaya Scodelario (The Maze Runner), Lucy Boynton (Miss Potter), Gabriella Wilde (Endless Love), Jenna Thiam (The Returned) og Alexandra Dowling (The Musketeers) - alle er på tale til at spille kvindeligt modstykke til Thwaites.

Pirates 5
Et par af de udvalgte unge kvinder: Alexandra Dowling, Gabriella Wilde og Kaya Scodelario

Pirates of the Caribbean: Dead Men Tell No Tales får dansk premiere den 6. juli 2017.