Oscars 2021 bliver - selvfølgelig - som du aldrig har set før

Ændringer af Hollywoods største filmfest
Billede
(© Blaine Ohigashi / ©A.M.P.A.S.)

Årets Oscar-show, hvor danske Druk har en ret god chance for at blive nomineret for Bedste ikke-engelsksprogede film, bliver - grundet Corona - som ingen af de 92 foregående filmfester.

Det Amerikanske Filmakademi, der står bag Oscar-uddelingen, har nemlig meddelt, at showet bliver live-streamet fra flere forskellige steder og altså ikke kun fra Dolby Theatre i Los Angeles.

Hvorfra showet derudover vil blive optaget, vides ikke, men mon ikke der vil være præsentationer fra New York og andre prominente steder i USA. Og forhåbentlig en jubelscene fra København oveni hatten.

- I det her unikke år, der har krævet så meget af så mange, er Akademiet fast besluttet på at præsentere et Oscar-show som intet andet, mens vi prioriterer folkesundheden og sikkerhed for alle involverede, skriver en talsperson i pressemeddelelsen.

HFPA, der står bag lillesøster-uddelingen Golden Globes, har allerede meldt samme fragmenterede livestreaming ud, mens værterne her er afsløret. Komikerne Amy Poehler og Tina Fey skal styre slagets gang og give seerne en underholdende oplevelse, mens priserne uddeles.

Læs også: Golden Globe-nomineringerne 2021.

Oscar-showet finder sted den 25. april. Golden Globes uddeles den 1. marts.