Oversete favoritfilm #3 - The Matrix Reloaded
Et eller andet sted lå det i kortene, at efterfølgeren til den banebrydende, nyskabende og helt igennem sublime science fiction-film The Matrix (1999) skulle blive en skuffelse. Hvordan kunne man følge op på et så formfuldt værk? Alligevel undrede det mig - og gør det stadig - hvorfor folk var SÅ sure på efterfølgeren The Matrix Reloaded, der havde premiere fire år efter originalen og hurtigt blev fulgt op af en decideret svag afslutning i The Matrix Revolutions (2003).
Nogle af genrens stærkeste, enkeltstående scener er at finde i 'The Matrix Reloaded', og især den visuelt imponerende og meget, meget dyre biljagt på motorvejen i midten af filmen er en milepæl i brugen af special effects. Kampen på toppen af lastbilen, den forfinede brug af bullet time og især kameraindstillingen med Morpheus (Laurence Fishburne), der i bedste Yojimbo-stil med ryggen mod tilskueren holder sit samuraisværd i kampparat position, er ikonisk. Og når han efterfølgende i slowmotion skærer i siden af en modkørende bil og får den til at vippe rundt i luften, står det som et filmhistorisk top 10-øjeblik for mig.
Nu skal det hele ikke gå op i motorveje, flotte effekter og perfekte billedkompositioner, for 'The Matrix Reloaded' fungerer også på flere andre niveauer. Filmens plot er i glimrende tråd med etteren. Denne gang skal Neo (Keanu Reeves) affinde sig med at være "The One", forsøge at ændre sin elskede Trinitys (Carrie-Ann Moss) prædeterminerede skæbne og samtidig redde menneskehedens sidste bastion, Zion, uden for den computerskabte Matrix-verden.
Der er derfor endnu mere på spil end i forgængeren, og det kan især mærkes i den sidste times tid af filmen. Nogle af de kritikpunkter, filmen ofte beskydes med, er faktisk dens force. Arkitektens (Helmut Bakaitis) tale til sidst giver - efter et par gennemlytninger - glimrende mening og sætter plottet på spidsen, og de lommefilosofiske betragtninger i fx samtalerne med Oraklet (Gloria Foster) er næppe formidlet mere håndgribeligt i populærkulturen.
Endelig er de næsten tegneserieagtige actionscener, deriblandt kampene mod den duplikerende Smith, fremragende konstrueret i al deres (i mangel af et bedre udtryk) bombastiske effektjageri. Men okay, der er scener, som er mislykkede - mest iøjefaldende den helt igennem kiksede rave-seance i Zion og dertilhørende sexscene mellem Neo og Trinity. Og den ellers virkelig cool Agent Smith (Hugo Weaving) har mindre pondus end før. Alt i alt en film med flere fejl end den mere helstøbte etter, hvilket dog ikke ændrer på min holdning til, at 'The Matrix Reloaded' er undervurderet og unødigt udskældt.