Oversete favoritfilm #9 - Die Hard
Maria Månson er 34 år og vært på DR K’s filmprogram ’Filmselskabet’. Hun er uddannet cand. mag. i medievidenskab og har tidligere arbejdet som tekst- og manusforfatter på både radio, TV og reklamefilm.
Du har nok set den ca. en tril-milliard gange, så overset rent seertalsmæssigt er filmen bestemt ikke. Og selvom du ved nøjagtig, i hvilken scene der bliver sagt (og skrevet) "Ho-ho-ho. Now I have a machine gun," så ser du filmen igen og igen - og hvis du er ligesom mig, nyder du den lige meget hver gang.
Men når jeg ytrer min uforbeholdne begejstring for denne film, og hylder den for at være ikke kun den bedste actionfilm nogensinde, men også på min top 15 over yndlingsfilm, så sker det, at mine omgivelser (især de mere akademiske af slagsen) møder mig med et overbærende "pffff".
Så her kommer min brandtale, mit forsvarsskrift over John McTiernans 'Die Hard' fra 1988, der ikke kun fungerer som fremragende underholdning, men OGSÅ kan nydes som et stykke exceptionelt håndværk især udi manuskriptskrivning.
Die Hard ramte i 1988 ned midt i action-komediens hey day. Med skabelsen af karakterer som Indiana Jones, Eddie Murphys Axel Foley og Reggie Hammond og mange andre, var det, efter 70ernes oftest hårdkogte og desillusionerede Dirty Harry-helt, igen blevet ok at være flabet i en actionfilm.
Eneste problem med mange af 80ernes funny guys var, at man ikke rigtig engagerede sig følelsesmæssigt i dem. At skabe en filmkarakter, der både er stærk, sjov, kløgtig og blød, er en vanvittig svær balancegang - og et arbejde, der starter på manusplan.
Manuskriptet til 'Die Hard' er vidunderligt skarpt skrevet af Jeb Stuart og Steven E. de Souza og baseret på en roman af Roderick Thorp, så de har selvfølgelig haft et litterært udgangspunkt, men der er langt fra en god karakter i en bog til én på det store lærred. Vi har jo pludseligt ikke adgang til personernes tanker, så ALT skal vises eller skrives i replikkerne. Og filmhistorien har… åh meine Güte… vist, at det kan være svært at få formidlet en figurs ambitioner og personlighed på en subtil måde.
Men allerede i Die Hards første minutter får vi utroligt meget information om, hvem John McClane er. En replik i flyet fortæller os, at han er politimand. En vielsesring og en bamse, at han er gift og har børn. Og samtalen med limo-chaufføren Argyle viser ham som en lidt bøvlet ægtemand, der er skyld i en midlertidig opløsning af familien.
Vi får altså i filmens første fem minutter fortalt, at McClane er stædig, men med en stærk retfærdighedsfølelse på godt og ondt, og at han er et familiemenneske - tre karaktertræk der bærer ham igennem resten af filmen. For Hans Gruber og de andre terrorister står egentlig bare i vejen for, at McClane kan få opfyldt sit primære mål… at få genforenet familien.
Det er små detaljer, de fleste visuelle, men de er alle med til at give os et indtryk og en forståelse af, hvad det er, der driver John McClane.
I det hele taget er filmens begyndelse proppet med karakterbaserede og handlingsmæssige set-ups. McClanes største udfordringer i kampen mod terroristerne er hans højdeskræk og i særdeleshed hans bare tæer, og begge introduceres i filmens allerførste minutter.
Dramaturgisk er det simpelthen forbilledligt. Umiddelbart ubetydelige detaljer bliver set-ups til senere, betydningsfulde begivenheder. Alt hænger sammen som perler på en snor - hvert set-up fører til et pay-off. Det er ikke kun underholdende, det er smukt at være vidne til!
'Die Hard' kan selvfølgelig sagtens bare nydes som den fantastiske actionfilm, den er, men den er også et studie i noget nær perfekt manuskriptskrivning, og som sådan fortjener den lige så meget anerkendelse!