"Perverteret, mørk og grotesk - David Lynch gjorde mig besat af film"

En hyldest til filminstruktøren, der fylder 75 år
Billede
(© The Art Life / Angel Films)

Mit navn er Stine Teglgaard. Jeg er redaktør på kino.dk, og så er jeg er filmnørd. I dag fylder manden, der har gjort mig til de to ting, flotte 75 år.

Stort tillykke til David Lynch!

Havde det ikke været for David Lynch ville jeg måske slet ikke være blevet så opslugt af filmens væsen. Han præsenterede mig for de tematikker, den skønhed og den rædsel, som gjorde mig afhængig.

Derfor må og skal han hyldes. Lad mig her fortælle lidt om min egen historik med Lynch, min favorit Lynch-film, samt udpege de to absolutte hovedværker.

Who killed Laura Palmer?

Det hele startede med 'Twin Peaks'. Ja, en tv-serie. Men da ’Twin Peaks’ udkom, var den ikke en normal tv-serie. Det var en af de første serielle formater med filmisk tyngde.

Året var 1990. Det var sidst på året, og blot en måned før min 10-års fødselsdag. Hele familien skulle hygge. To voksne og to børn på ni med et lille mord til aftenkaffen.

Efter første episode stod det klart for mig, at jeg havde opdaget noget. Fundet af Laura ”wrapped in plastic”, bogstavet under fingerneglen, musikken, Killer Bob og Ronette Pulaskis skæbnesvangre gang hen over broen… min hjerne eksploderede.

Da Danmark Radio kort derefter viste ’Blue Velvet’, var jeg oppe sent og så med. Min familie faldt fra en efter en, ligesom de ret hurtigt havde gjort med ’Twin Peaks’. Jo mere perverteret ’Blue Velvet’ blev, og jo mere grotesk ’Twin Peaks’ blev, jo færre sad foran tv’et. Men jeg holdt i. Blev besat. Og dermed var barndommens filmiske univers med Star Wars erstattet af et nyt repertoire af voksne fortællinger.

Det var måske for tidligt, men jeg skylder skylden på tidsånden. Havde denne nye verden skræmt mig, var jeg jo selv stoppet. I stedet blev jeg bare suget længere og længere ind i Lynch’s underlige mørke, hans film formede mig, og han er stadig dén filminstruktør, der har betydet mest for mig.

Min vilde og sexede favorit

Nostalgi spiller selvsagt en central rolle i mit forhold til Lynch, men han er utvivlsomt anerkendt som en unik og betydningsfuld filmskaber. Om man så kan lide hans arbejde, er op til den enkelte.

At min favoritfilm den dag i dag stadig er Wild at Heart(1990), fortæller også noget om nostalgiens kraft. For jeg mener egentlig ikke, det er Lynch’s perfekte kronjuvel. Den er bare mest mig.

Lula og Sailors flugt fra verdens ondskab, før alt fra ondsindede mødre, perverse gangstere og kriminelle skæbner indhenter dem, er en film sat så meget på spidsen, at den bestemt ikke er for alle.

Den er kitsch fortolkning af ’Troldmanden fra Oz’. En pop-symfoni, hvor Elvis og Marilyn Monroe dyrker hed sex, headbanger og filosoferer over livets vildskab og særheder, mens fremtiden lurer uden for deres lykkeboble.

Har du ikke set ’Wild at Heart’ - og dermed heller ikke Lynch’s Cannes-vinder eller Nicolas Cage og Laura Dern som verdens lækreste par – får du her min største anbefaling!

De to hovedværker

Men hvis ikke min personlige favorit, ’Wild at Heart’, er David Lynch’s såkaldte hovedværk, hvilken film er så?

Alle har selvfølgelig ret til sin egen mening om dette. Film er en smagssag. Men som stor fan af manden, vil jeg mene, det står lige mellem Blue Velvet og Mulholland Drive. Med de to film får man essensen af David Lynch.

’Blue Velvet’ fra 1986 er en slags neo noir, der handler om alt det, som lurer under overfladen i en lille forstad. Her finder den unge mand Jeffrey (Kyle MacLachlan) et menneskeøre i græsset, og snart er han dybt involveret i en farlig sag om en sexet natklubsangerinde, der udnyttes af en dybt perverteret gangster.

I kontrast til Jeffreys voyeuristiske tiltrækning af menneskets vrangsider finder han den rene godhed hos nabopigen spillet af Laura Dern. Og det er netop ’Blue Velvets’ markante spil mellem modsætninger, der er David Lynch’sk. Den sorthårede femme fatale og den lyshårede jomfru. Drengen og manden. Døden og livet. Uskylden og lysten. Det er banalt, men smukt, grumt og effektivt.

’Blue Velvet’ kan i den grad sammenlignes med ’Twin Peaks’ og ’Wild at Heart’. Det er tidlig Lynch, når han er bedst.

Alligevel er ’Mulholland Drive’ fra 2001 hans største værk. Her oplevede den modne og veletablerede instruktør en slags renæssance med en dybt kryptisk og kompromisløs film.

Den uforløste gåde, som han flirtede med i ’Twin Peaks’ og Lost Highway og som i dag er et Lynch-varemærke, kommer stærkest til udtryk i netop denne fortælling om to kvinder, der sammen forsøger at finde frem til deres identitet. Filmen udspiller sig i Hollywoods underverden og emmer af nostalgiske referencer, men Lynch har forladt det sikre krimiplot til fordel for noget særdeles betændt, emotionelt og råt.

Med den smukke, ubehagelige og nærmest drømmende ’Mulholland Drive’ bevæger Lynch sig mere tilbage til de surrealistiske kunstnerrødder fra Eraserhead-dagene - uden at være utilgængelig. Filmen når simpelthen nye mesterlige højder fra en instruktør, der altid var anerkendt som en audioavisuel gud. Også Naomi Watts' suveræn præstation bør fremhæves. 

Siden da har David Lynch bevæget sig længere og længere væk fra film og mere over i kunst-installationer for masserne. Det kan også noget, men jeg dagdrømmer om en ny stor biograffilm fra min favorit-filmkunstner. Skulle det aldrig ske, er det også helt ok. Hvor mange mesterlige film kan man forlange af én mand.

Tak David Lynch og tillykke med fødselsdagen!

David Lynch & Stine Teglgaard.