Pilou Asbæk får rolle i ny superheltefilm

Danske Pilou Asbæk har scoret en rolle i den kommende superheltefilm Samaritan. Det skriver Deadline.
Asbæk, der har skabt sig et navn i international sammenhæng efter rollen som Euron Greyjoy i 'Game of Thrones' og film som Ghost in the Shell, skal spille over for selveste Sylvester Stallone.
Det er dog Javon 'Wanna' Walton, der skal spille hovedrollen som en ung dreng, der skal finde ud af om en superhelt, der forsvandt for 20 år siden, stadig er i live.
Walton er blot 13 år, men har allerede medvirket som skuespiller fra tv-serien 'Euphoria' og besidder samtidig et kæmpe boksetalent.
Rollelisten tæller, udover Walton, Stallone og Asbæk, skuespillerne Martin Starr (Silicon Valley), Dascha Polanco (Orange is the New Black) og Moises Arias (Five Feet Apart).
Manden bag den genreblandende gyser Overlord, hvor Asbæk også havde en rolle, instruerer, og baseret på stilen i den film, bliver der nok tale om en anderledes superheltefilm.
Filmen, der således ikke er baseret på et forlæg fra fx Marvel eller DC Comics, bliver skrevet af Bragi F. Schut, der også lagde ord i munden på Stallone i Escape Room.
Samaritan er endnu ikke planlagt til dansk biografpremiere, men får amerikansk premiere i december.