Producer bekræfter til kino.dk: Gyseren Midsommar foregår i total daglys!

Hereditary-opfølgerens danske producent løfter sløret for den kommende gyser
Billede
(© NORDISK FILM/A24)

Den første trailer Ari Asters meget ventede opfølger til sidste års geniale gyser Hereditary er landet.

Titlen er Midsommar, og udover at se vanvittig uhyggelig ud, byder filmen på en uventet og ret unik tilgang til skrækgenren. Den foregår nemlig udelukkende i klart dagslys. Dette bekræfter produceren bag 'Midsommar' og 'Hereditary', danskeren Lars Knudsen, over for kino.dk:

"Filmen er rædselsvækkende på sin egen forstyrrende måde. Det hele finder sted i dagslys og er ulig noget, jeg nogensinde har set før", fortæller Knudsen via en mail-korrenspondance med kino.dk.

'Midsommar' foregår, som titlen afslører, i Sverige. Her følger vi et ungt par spillet af Jack Reynor og Florence Pugh, der rejser til Skandinavien for at besøge en vens afsidesliggende landsby. 

Sammen skal de fejre den svenske version af Sank Hans - også kendt som solhverv med en traditionel fest... eller det tror de da. For snart er de involvereret i et voldeligt og bizart ritual planlagt af en mystisk kult.

Will Poulter medvirker også i folkhorror-fortællingen, der leder tankerne hen på film som genre-klassikerne 'The Wicker Man', 'Picnic at Hanging Rock' og endda den svenske 'Häxan' fra 1922. Så er man til det overnaturlige, gode gammeldags ofringer og en omgang landlig idyl møder menneskelig råddenskab, er der virkelig noget at se frem til.

Midsommar får dansk premiere den 15. august.