Ringenes Herre-instruktør arbejder stadig på længe ventet efterfølger
Mere end et årti efter den Steven Spielberg-instruerede The Adventures of Tintin kom i biograferne i 2011, spekulerer fans af Hergés elskede karakterer stadig på, om vi nogensinde kommer til at se en efterfølger.
Andy Serkis, der bl.a. leverer stemmen til Kaptajn Haddock i originalen, meddeler nu, at Peter Jackson, der var producer på 2011-filmen, stadig arbejder på en anden film om den strithårede journalist.
Historien kommer fra den franske journalist og podcaster, Alexandre Loos, der talte med Serkis til Annecy Animation Festival i Frankrig.
Peter Jackson er bedst kendt for at instruere alle film i både Ringene Herre- og Hobbitten-trilogien, men den populære filmskaber har ikke stået i spidsen for en fiktionsfilm siden Hobbitten: Femhæreslaget i 2014. Det tyder dog på, at 'Tintin 2' kunne være filmen, der fik ham tilbage i instruktørstolen.
Sidste måned blev det bekræftet, at Jackson er ombord på en kommende film om karakteren Gollum fra Tolkiens fantasyunivers i en producerrolle.
Dén film skal instrueres af netop Andy Serkis, der tidligere har spillet rollen som Gollum i Jacksons film. Læs mere om det her.
Oprindeligt ønskede Steven Spielberg at udgive en efterfølger til Tintin-filmen så tidligt som i 2015, men den legendariske filmskabers travle kalender tvang projektet til at blive udsat.
På det tidspunkt sagde Spielberg, at en opfølger ville filmatisere to bøger i Tintin-sagaen. Manuskriptforfatter Anthony Horowitz arbejdede angiveligt på et manuskript, men forlod projektet i 2018.
Det falder sammen med, at Spielberg på samme tidspunkt bekræftede, at Jackson havde overtaget instruktør-taktstokken. Siden da har der været forholdsvis stille omkring projektet. Nu holder Serkis dog Tintin-flammen i live.
Den første film underpræsterede i USA, delvist fordi 'Tintin' ikke er et kendt brand eller en stor del af den amerikanske zeitgeist. Filmen præsterede bedre i Europa og i andre steder i verden.
Vi ved stadig ikke meget om filmen og dermed heller ikke, hvornår vi kan forvente at opleve filmen i biografen.