Ruben Östlund: "Man skal angribe sit publikum"
Da den svenske instruktør Ruben Östlund i 2014 brød igennem med filmen Force Majeure, var det med en sjælden gennemslagskraft. Det satiriske drama om et ægtepar på skiferie præsenterede os for en helt specifik filmskaber, der turde sætte sine karakterer og sit publikum i skrubbeløse og vanvittige situationer.
-’Force Majeure’ ændrede pars syn på hinanden, og mange har spurgt sig selv: ”hvad ville jeg eller min partner gøre i den situation?” Den ramte en sandhed eller et blødt punkt hos publikum, fortæller den i dag 46-årige Östlund via Zoom fra Grækenland. Her er han i fuld færd med at afslutte optagelserne på sin næste satiriske mavepuster, Triangle of Sadness, der udover at være hans første engelsksprogede film, også har danskerne Vicki Berlin og Zlatko Buric samt Woody Harrelson på rollelisten.
Skønhed og seksualitet som valuta
Titlen, Triangle of Sadness, henviser til - og dette fortæller Östlund med et stort grin – de bekymringsrynker, som vi alle får mellem øjenbrynene med tiden. Men dem skal man ikke bekymre sig om, for dem kan man fjerne med et kvarters botox, lyder det fra svenskeren, der denne gang nemlig har kastet sit fokus på modebranchen. Filmen handler også om den mandlige modelverden, hvor skønhed og seksualitet er en valuta, fortæller Östlund, der fik ideen fra hjemmefronten:
-Jeg blev interesseret i fotomodeller, fordi min hustru er modefotograf, og da vi mødte hinanden for 6-7 år siden, så ville jeg hør alt om den verden, der skræmte og fascinerende mig med al den her skønhed. Hun fortalte mange sjove historier. Bl.a. om de mandlige fotomodeller, der faktisk har lavstatus. De kaldes ”male models”, de tjener kun en fjerdedel af kvinderne, og mange af dem, jeg har interviewet, fortæller om, at man skal gå i seng med folk for at komme frem i verden.
"Jeg lovede, at jeg ville være lige så
ond ved filmbranchen."
Så hvorfor har instruktøren, der har udtalt, at han helst udstiller grupper, han selv føler sig som en del af, ikke lavet en film om filmbranchen?
-Det er et interessant spørgsmål. Jeg sagde faktisk også til de folk fra modeverden, som jeg talte med, at jeg lovede, at jeg ville være lige så ond ved filmbranchen. Men vi får at se, måske det kommer en dag.
Ruben Östlund og Woody Harrelsen under optagelserne
Det er ikke Fluernes herre
Handlingen i ’Triangle of Sadness’ følger modelparret, Carl og Yaya spillet af Harris Dickinson og Charlbi Dean Kriek. Carl er forelsket i Yaya, men hun er ikke helt klar til at satse sin fremtid på en ”male model”, når hun kan blive trophy wife til en rigmand. Måske er det denne interesse i penge eller overlevelse efter modelkarrieren, der sender dem afsted på en overdådig tur med en luksusyacht - proppet med rige mennesker.
-Vi begynder på en luksus yacht, creme de la creme af de rigeste. Her skal de to modeller lære den her verden at kende og bruge deres udseende. Men så synker yachten, og alle de her millionærer, de to modeller og en filippinsk rengøringskone strander på en øde ø. Og det viser sig, at kun rengøringskonen kan finde ud af at fiske, og så havner hun i toppen af hierarkiet. Straks går alle millionærerne dedikeret ind for socialisme og det, at alt deles lige på øen. Og jo mere sultne de bliver, jo værre opfører de sig. Og snart begynder Carl at bruge sit udseende for at få mere fisk.
"Al min research har også vist, at
mennesker er gode til samarbejde."
Isolation er altså et stort tema i den kommende film, men produktionen gik allerede i gang, før Corona ramte og satte netop dette tema på dagsordenen.
-Det er interessant, at vi begynder at indspille den her film før pandemien. Jeg er meget tilfreds med visse scener i filmen, som kommer til at kommentere indirekte på verdenssituationen. Bl.a. i en scene hvor kaptajnen afholder en syvretters middag, og der så kommer en storm, der gør middagsgæsterne vildt søsyge, fortæller Östlund, der selv mener, at den næsten postapokalyptiske film handler mere om den vestlige verden og kapitalismen end om isolation a la ’Fluernes herre’.
-Det interessante ved ’Fluernes herre’ er, at det er det billede, vi alle har, når man har med mennesker, der skal samarbejde på en øde ø at gøre. I den er alle jo dårlige til at samarbejde. Men der findes en fantastisk hollandsk historiker, der hedder Rutger Bregman, der fortæller en anden sag om det menneskebillede. Han giver et andet eksempel om nogle drenge der faktisk strandede på en øde ø i 12 måneder, og det viste sig, at de faktisk samarbejdede virkelig godt. Al min research har også vist, at mennesker er gode til samarbejde, fortæller Östlund, der også pointerer, at hans film i den grad har konflikter, men bare i en mindre størrelsesorden.
Instruktøren i tæt kontakt med danske Zlatko Buric
”Jeg får det fysisk dårligt af film, hvor alt er godt”
I 2017 vandt Ruben Östlund filmbranchens mest prestigefyldte pris, da hans satire over kunstverdenen The Square vandt Guldpalmen i Cannes. Filmen, der havde danske Claes Bang i hovedrollen, blev også nomineret til en Oscar. Den vandt ikke, men måske netop Östlunds evne til at give publikum ondt i maven og græmme sig over den kreative overklasses hykleri, lige var tanden for meget.
Vi husker vel alle scenen, hvor en flok velhavende museumsgæster iført smoking og gallakjoler får afbrudt deres fine middag af en skræmmende menneskeabe-performancekunstner. Tag den, fine kunstelite!
"Det er så skidesjovt, når man føler,
at filmen angriber en selv."
Spørger man Östlund ind til netop hans samfundskritiske, næsten ondskabsfulde satire, åbner den flinke svenske mand i den anden ende af Zoom-opkaldet op for sin personlige indgang til det at lave film:
-Jeg får det fysisk dårligt af film, hvor alt er godt, og man ikke får lov til at forstå sig selv bedre og spørge: ”hvordan ville jeg handle her?” Situationer med dilemmaer og konsekvenser … det er den slags, som jeg kan lide. Situationer, der sætter alt på spidsen, der udfordrer os og ikke gøre det let for os. God satire er, når ingen slipper helskindet igennem. Det er i hvert fald målet, fortæller han med et stort smil på læben, før han afslutter:
-Og det er så skidesjovt, når man føler, at filmen angriber en selv. Man skal angribe sit publikum.
Har man set Östlunds film, vil man kunne genkende præcis de intentioner i hans værker. Der er noget grundlæggende primitivt over dem, og blandt os i den vestlige del af verdenen vil kun få ikke føle sig afslørede i en eller anden grad.
Men hvad med ’Triangle of Sadness’? Vil det også gøre ondt i både lattermusklerne og maven, når vi får Ruben Östlunds nye film at se i biograferne næste år? Til det spørgsmål er instruktøren ret klar: Ja, hele tiden!