Russell Crowes arvtager: Den nye hovedrolle til 'Gladiator 2' er fundet

Ridley Scott er tilbage bag kameraet
Billede
(© Universal Pictures)

Ridley Scott er ved at gøre sig klar til at skulle indspille Gladiator 2, der bliver en direkte efterfølger til den Oscar-vindende Gladiator fra 2000.

Russell Crowes Maximus døde som bekendt i slutningen på 'Gladiator', derfor er der brug for en ny hovedrolle til fortsættelsen, og han er nu fundet.

Det bliver Paul Mescal. Den 26-årige skuespiller har fået rollen som Lucius, der er søn af Lucilla - som i den første film blev spillet af danske Connie Nielsen. Det skriver Deadline.

Mescal brød igennem med tv-serien Normal People og har fået masser af roser for det kommende drama Aftersun, som kunne ende med at kaste en Oscar-nominering af sig til den talentfulde skuespiller.

 

LÆS OGSÅ: Alt vi ved om 'Avatar 3': Harry Potter-stjerne, ild-Na'vier og mulig titel 

'Gladiator 2' vil uden sidestykke være Mescals største produktion til dato, og den vil kunne sende ham op i den helt store Hollywood-liga. Den første film vandt fem Oscars, herunder en statuette til Russell Crowe, der som følge af sin præstationen blev en kæmpe superstjerne.

Ligesom Russell Crowe forventes det også, at Paul Mescal skal ramme træningscenteret og komme i muskuløs kampform.

Det vides endnu ikke, hvem der ellers medvirker i 'Gladiator 2', men vi håber, at Connie Nielsen vender tilbage. Ridley Scott står igen bag kameraet, mens David Scarpa (All the Money in the World) har forfattet manuskriptet.

'Gladiator 2' har ikke en premieredato.

Paul Mescal kan ses i den omtalte 'Aftersun' i de danske biografer fra 2. februar.