Sådan fik Tom Cruise sikret sin næste film... der skal optages ude i rummet!
Hvad skal der til for, at Tom Cruise får penge til sin film, der skal optages i rummet? Jo, noget så simpelt som et online-møde. Det skriver Deadline.
Med til mødet sad også filmens instruktør Doug Liman (Edge of Tomorrow) samt producer, instruktør og manuskriptforfatter Christopher McQuarrie (Mission: Impossible - Rogue Nation, Mission: Impossible - Fallout) samt producer PJ van Sandwijk.
Cruise og co. pitchede oven i købet filmen uden et manuskript – det står Liman for at skrive. Alligevel forpligtede Universal Pictures sig til intet mindre end 200 millioner dollars for at få rumeventyret ført ud i livet. Til sammenligning havde den ambitiøse 'Mission: Impossible - Fallout' et budget på 178 millioner dollars.
Projektet - som endnu er uden titel - er endvidere den første fiktionsfilm, der bliver optaget i rummet, hvilket vovehalsen Cruise også synes at være den rette mand til.
Kilder fortæller desuden, at entreprenør Elon Musks SpaceX-projekt er med til at få filmen til at lette fra Jorden. Et yderst interessant makkerskab, må man sige.
De 200 millioner dollars er dog et estimat, når man tager i betragtning, at manuskriptet endnu ikke er færdigskrevet samt også den omfattende logistik, der må høre til et sådan projekt.
Det forventes, at McQuarrie kommer til at tage hånd om at rådgive i forhold til filmens historie og vil endvidere agere producer med Cruise, Liman og van Sandwijk.
Lige nu er McQuarrie og Cruise i fuld gang med Mission: Impossible 7, som er sat til en biografpremiere 18. november 2021, mens man kan forvente at se Top Gun 2: Maverick i biografen den 8. juli også næste år.