Sandheden om Kelsey Grammers kollaps

Efter mange tragedier og et destruktivt misbrug af spiritus og stoffer fandt Kelsey Grammer lykken hos Camille.
Billede

Et alt for tæt forhold til sprut og stoffer var forleden tæt på at koste Kelsey Grammer livet. Den populære „Frasier“-stjerne blev ramt af et hjerteanfald, da han dyrkede padlesurfing sammen med sin kone i bølgerne ud for Hawaii, hvor parret har et hus. Den 53-årige skuespiller kollapsede og måtte straks indlægges på nærmeste hospital.

Det kommer ikke som den store overraskelse, at Kelsey Grammer får hjerteproblemer. Han har aldrig lagt skjul på, at han var nervøs for sit helbred, fordi han i en lang årrække misbrugte sig selv med heftig indtagelse af først hård spiritus og siden kokain. Det var i en periode, hvor Kelsey Grammer led af svær depression, efter at han som ung var blevet ramt af en række tragedier. Hans far og søster blev myrdet med syv års mellemrum, og hans to halvbrødre blev begge dræbt ved et hajangreb.

To skilsmisser i henholdsvis 1990 og 1993 gjorde ikke livet nemmere. Kelsey Grammer kom på afvænning for sit alkoholmisbrug, men da forlod klinikken, tog et andet misbrug over.

– I samme minut, jeg kom ud, tog jeg hjem og prøvede en masse kokain. Det tog mig et sted hen, hvor jeg følte, jeg var helt ude på kanten. Og jeg kunne godt lide at leve der. Jeg var sandsynligvis død, hvis jeg ikke var stoppet.

Først da Kelsey blev gift med Camille i 1997, kom han væk fra kanten og tilbage til det virkelige liv. Hun fik ham til at leve sundt, og han fik styr på tilværelsen. Karrieren havde han forunderligt nok hele tiden passet upåklageligt, og han havde stor succes som Frasier Crane i „Sams Bar“, hvor han var med fra 1984 til 1993, hvorefter han fortsatte i succes-serien „Frasier“. I dag er han aktuel i tv-serien „Back to you“, som kører på TV 3.

Kelsey Grammer rekreerer nu i sit Hawaii-hjem, hvor Camille passer på ham og endnu engang sørger for, at han kommer til hægterne.

Læs mere om de kendte på herognu.com.