Se den hede, forbudte kærlighed i traileren til nyt romantisk drama
Der er dømt hede drømme, smukke mennesker og forbudt kærlighed i den kommende film Marked Men, som rammer biograferne til marts næste år.
Nu er plakaten og traileren til filmen udkommet, og du kan se begge dele nederst i artiklen.
'Marked Men' bygger på bogserien af samme navn, der er skrevet af Jay Crownover, som lige nu består af seks bøger med hver deres hovedperson. Filmen tager ikke underligt udgangspunkt i den første bog om Rule, en uregerlig tatovør, der spilles af Chase Stokes fra Netflix-serien 'Outer Banks'.
Den unge kvinde Shaw (Sydney Taylor), en universitetsstuderende fra en velhavende familie, har i al hemmelighed elsket Rule i årevis, men for ham har hun altid været hans brors "halvirriterende lille overklasseveninde", som i mange år har været en del af familien.
Men deres venskab ændrer sig drastisk efter en fuld nat, som tvinger dem til at blive konfronteret med følelser, de ikke længere kan ignorere. Nu er grænsen mellem venskab og kærlighed pludselig udvisket.
Filmen er instrueret af Nick Cassavetes, kendt for sit instruktørarbejde på den romantiske klassiker The Notebook (2004) med Ryan Gosling og Rachel McAdams.
'Marked Men' har biografpremiere den 13. marts 2025.
Se plakaten og traileren herunder: