Se det første billede af Johnny Depp som kontroversiel konge i ny film
Retssagen mellem Johnny Depp og eks-konen Amber Heard har fyldt meget hen over sommeren, men den 59-årige stjerne er nu klar til det næste kapitel i sin filmkarriere.
Vi har tidligere i år kunne berette, at Depp har fået sin første filmrolle siden 2020 som den kontroversielle Kong Louis XV i den franske film ’Jeanne du Barry’ - et historisk romantisk drama i 1700-tallet.
Nu er det første billede af Johnny Depp i rollen udgivet. Se det nedest.
LÆS OGSÅ: Johnny Depp angriber ny Hollywood-kultur: ”Ingen er i sikkerhed”
Instruktør og manuskriptforfatter Maïwenn spiller også titelrollen som Jeanne du Barry, en ung arbejderklassepige, der bruger sit intellekt og snilde til at kravle op i det sociale hierarki.
Kong Louis forelsker sig i den unge pige, og da hun rykker ind i de royale gemakker, venter en større skandale.
Den kontroversielle konge regerede i 59 år i Frankrig, men da han døde, var det med upopulære anklager om korruption og udskejelser.
Optagelserne til filmen startede i juli i Frankrig.
'Jeanne du Barry' får biografpremiere i Frankrig og kommer herefter på Netflix - om det også bliver tilfældet i Danmark, vides endnu ikke.