Se første trailer til 'Dune 2': Mægtige sandorme og et episk opgør i vente

Vi skal ganske vist vente helt til den 1. november, før vi kan sættes os til rette i biografen og se Denis Villeneuves science fiction-efterfølger Dune: Del 2, men allerede nu er den første trailer til filmen landet.
Se den spritnye trailer øverst.
Vi fik desuden forleden de første billeder at se fra den kommende storfilm, men med traileren får vi altså levende billeder af filmen, der følger op på Dune fra 2021.
LÆS OGSÅ: Se de første billeder fra storfilmen 'Dune: Del 2'
I traileren får vi bl.a. et kig på de mægtige sandorme samt både velkendte ansigter fra den første film samt nye karakterer.
'Dune: Del 2' fortsætter således historien om den unge hertug Paul Atreides og hans skæbne på ørkenplaneten Arrakis.
Denis Villeneuve har bl.a. udtalt, at Zendayas karakter Chani - der er en del af fremen-folket - vil have meget mere spilletid i fortsættelsen. Hende så vi også primært gennem synske drømme i den første film, inden hun dukkede op i kød og blod hen imod slutningen.
LÆS OGSÅ: Hovedrolle deler mystisk første billede fra 'Dune 2'
Udover Timothee Chalamet som hertugsønnen og Zendaya som Chani, vender bl.a. også Rebecca Ferguson og Stellan Skarsgård tilbage, mens nye ansigter på rollelisten bl.a. tæller Austin Butler, Florence Pugh og Léa Seydoux.
Hvis du vil se traileren på det store lærred, hvor den klart fortjener at blive vist, kan den ses eksklusivt i en begrænset periode i Nordisk Film Biografer Imperial.
Filmene er baseret på Frank Herberts anerkendte roman 'Dune' fra 1965 - på dansk 'Klit'.
(Kan du ikke se traileren herover, så tryk på linket her og tillad alle cookies)