Se interviewet: Hollywood-stjerne var i Danmark til gallapremieren på 'It Ends With Us'

Filmfænomenet kan endelig ses i biografen
Blake Lively & Isabela Ferrer
(© kino.dk)

Filmatiseringen af bogfænomenet It Ends With Us har længe været blandt de mest ventede film her på kino.dk, og nu skal publikum endelig ikke vente længere.

'It Ends With Us' er allerede blevet et kæmpe biografhit internationalt med en indtjening på over 285 mio. dollars overfor et budget på kun 25 millioner. Og nu kan danskerne opleve dramaet på det store lærred fra den 5. september.

I starten af august skabte filmen dog allerede overskrifter herhjemme, da Hollywood-stjernen og hovedrolleindehaveren Blake Lively besøgte København i anledning af den danske gallapremiere. 

Inden den røde løber fik vi på kino.dk mulighed for at møde Lively og hendes medstjerne Isabela Ferrer til en snak om deres nyeste film, bogen og forfatter Colleen Hoovers indflydelse og hvorfor Livelys mand, Deadpool & Wolverine-aktuelle Ryan Reynolds, mon er så vild med Danmark. 

Se hele interviewet nederst.

'It Ends With Us' følger blomsterhandleren Lily Bloom, der er klar til at starte sit nye liv i Boston, hvor hun vil realisere sin livslange drøm om at få sin helt egen blomsterbutik. 

Her møder hun tilfældigvis den meget charmerende neurokirug Ryle, der slår benene væk under hende. De forelsker sig, men der er også sider i deres forhold, som skaber udfordringer. 

Da Lilys første kærlighed, Atlas, pludselig kommer ind i hendes liv igen, ændres hendes forhold til Ryle sig, og Lily indser, at hun må lære at stole på sin egen styrke for at træffe et umuligt valg for sin fremtid.

'It Ends With Us' kan ses i biografen fra den 5. september.

Køb billetter