Se traileren til rørende, musikalsk biografsucces om to umage brødre

Filmen er en del af Biografklub Danmark
For fuld musik
(© Scanbox)

Komediedramaet For fuld musik blev et kæmpe hit, da filmen fik premiere i hjemlandet Frankrig og gik direkte i hjertekulen på det franske folk. 

Den charmerende historie om et uventet møde mellem to brødre og deres passion for musik kommer nu til Danmark som en del af Biografklub Danmarks program, efter den havde premiere på Cannes Film Festival i 2024.

I 'For fuld musik' møder man Thibaut - en verdenskendt dirigent, der rejser jorden rundt og nyder sin succes. Han lever et hårdt men frit liv, indtil han en dag falder om i øvelokalet og opdager, at han har leukæmi. Han skal have nyt knoglemarv, men ingen i hans familie er et DNA-match.

Her finder han dog ud af, at han er adopteret, og at han har en bror, Jimmy, der arbejder i en skolekantine og spiller trombone i et lille marchorkester. Jimmy får nu muligheden for at hjælpe Thibaut med at overleve den skræmmende sygdom.

De kommer fra vidt forskellige baggrunde, men én ting har de tilfælles: musik. Og hvad der virker som en høflig gestus udvikler sig til et hjertevarmt forhold mellem Thibaut og broren Jimmy, der har potentialet til at udrette store ting indenfor musik.

I traileren til filmen ser man relationen mellem de to brødre, der blomstrer, alt imens de opdager deres fælles kærlighed til musik. Deres forskellige baggrunde er ikke en ulempe, men en fordel, og med højt humør og hjertelighed bliver de til mere end blot fjerne bekendte og et behov for en knoglemarvstransplantation. 

'For fuld musik' er instruktør Emmanuel Courcols tredje spillefilm efter ‘Cessez-le-feu’ i 2016 og ‘Un Triomphe’ i 2020. Han har også selv skrevet dem alle, og har ageret skuespiller i flere af de mange franske film, han har været manuskriptforfatter på.

I rollerne som de to brødre møder vi Benjamin Lavernhe og Pierre Lottin. Lavernhe har bl.a. været med i de franske film 'The Speech', Johnny Deep-filmen Jeanne du Barry og ‘C'est la vie!’. Derudover kunne man opleve ham i Wes Andersons The French Dispatch fra 2021.

Lottin kan man have set i 'When Fall Is Coming' og 'The Night of the 12th', eller i Netflix-serien om mestertyven 'Lupin', hvor han spillede Bruno.

'For fuld musik' får premiere den 22. maj.

Nyeste film i biografen