Se Wonder Woman svinge lassoen i åbningsscenen til '1984'

Heltidens barndom sættes i fokus i storslået åbning
Wonder Woman 1984 (Warner Bros.)
(© Wonder Woman 1984 (Warner Bros.))

(Kan du ikke se videoen, så tryk på linket her og Tillad alle cookies)

Nej, vi kan heller ikke vente meget længere med at se Wonder Woman 1984 i biografen. Men grundet corona-pandemien har filmens premieredato levet et noget omtumlet liv med diverse udskydelser.

Nu er biografpremieren på ’Wonder Woman 1984’ dog sat til den 14. januar til næste år. Vi krydser fingre for, at det holder!

Lidt af den svære ventetid på opfølgeren til den populære Wonder Woman fra 2017 kan nu dulmes med denne gode nyhed. For allerede nu er filmens storslåede åbningsscene offentliggjort.

Man finder bl.a. her en ung Wonder Woman tilbage i barndommen i det storslåede Themyscira, hvor hun folder nogle af sine løbe-færdigheder ud, mens øvrige beboere også viser deres kundskaber vildt frem.

Scenen byder desuden også på et gensyn med bl.a. Dianas tante og mentor, general Antiope (Robin Wright), samt hendes mor, dronning Hippolyta (danske Connie Nielsen).

Ja, Gal Gadot indfinder sig også i den ikoniske titelrolle. Mere skal ikke afsløres her. Se selv scenen ovenfor.

’Wonder Woman 1984’ har biografpremiere den 14. januar 2021.