Seneste premiere-film

Flygt fra terroristerne, drøm dig ind i musikken, eller rid med ud i det vilde vesten.
Billede
Var dit nytårsfortsæt at opleve mere i 2009? Så har du chancen i den kommende weekend med tre premiere-film, der tilbyder masser af spænding, kælighed og drama.

Flugten
Iben Hjejle spiller hovedrollen som journalisten Rikke i filmatiseringen af Olav Hergels bestseller 'Flygtningen' filmen 'Flugten'.

På en tur til Afghanistan kidnappes Rikke af terrorister for mirakuløst at flygte med livet i behold. Tilbage i Danmark går medierne i selvsving, og Rikkes liv ændres til det bedre. Hvad ingen ved er, at Rikke har en hemmelighed som pludseligt kan ændre alt.

Nick and Norah's Infinite Playlist
Ungdomsfilm der, som ’Juno’, både besidder sex, humor og kløgtig kant er populære, hvilket giver danskerne mulighed for ny indsigt i den amerikanske ungdom på godt og ondt.

I ’Nick and Norah's Infinite Playlist’ møder vi to kærlighedshungrende og musikelskende teenagere, der for at komme ud af og ind i diverse misforståede forhold spiller kærester for en begivenhedsfuld aften ude i byen.

Appaloosa
Sværvægterne Ed Harris, Viggo Mortensen og Jeremy Irons inviterer på et varmt gensyn med den klassiske western-genre, hvor mænd myrder og kvinder giver årsag hertil.

I byen Appaloosa holdes vold og kaos nede af de to beskyttende pistolmænd Virgil (Harris) og Everett (Mortensen). En voldelig bande truer byens stille liv, og da en smuk kvinde flytter til byen kommer situationen helt ud af kontrol.