Seneste premierefilm

Klik på en titel for at læse mere, se trailer og bestille billetter.
Anna Karenina
Joe Wrights (Atonement) filmatisering af Leo Tolstojs klassiske roman fra 1877 handler om den aristokratiske Anna Karenina (Keira Knightley), der er ulykkeligt gift med den ældre Grev Alexei (Jude Law) og en dag møder kærligheden i form af en ung officer ved navn Vronsky (Aaron Taylor-Johnson). Men mens en gift mand sagtens kan have et sidespring, ser det pæne selskab knap så tilgivende på en gift kvinde i samme situation, og Anna må sande, at hendes valg får svære konsekvenser for hendes status.

Kriger
20-årige Marisa er skinhead og dybt involveret i en nynazistisk fraktion, men da hun bliver forbillede for en yngre pige og samtidig møder en ung flygtning fra Afghanistan, begynder Marisa imidlertid at vakle i sin tro. Hun beslutter sig for at hjælpe ham med at flygte til Sverige, og det bliver samtidig hendes egen flugt fra et miljø, hun har sværere og sværere ved at se sig selv i - men hun lærer hurtigt, at man ikke bare vender gruppen ryggen, og et voldeligt opgør er uundgåeligt.

Side Effects (månedens anbefaling i magasinet)
Emily og Martin er unge, smukke og lever et liv i New York, som de fleste kun kan drømme om. Tilværelsen viser sig dog at være lige så skrøbelig, som den er glamourøs, og alt går tabt, da Martin anholdes for insiderhandel med en fængselsdom til følge. Emily venter tålmodigt på sin mand i fire år, og selvom ægteparret hurtigt vender tilbage til det fine selskab, da han endelig løslades, rammes hun af svær depression, der udmønter sig i selvmordsforsøg. I kølvandet følger indlæggelse og antidepressive midler, men da medicinen ikke virker efter hensigten, tilbyder hendes psykiater, at hun prøver et helt nyt produkt, som stadig er på forsøgsstadiet. Men den eksperimenterende medicin får fatale konsekvenser for alle involverede, og spørgsmålet er, hvem der egentlig bærer skylden: den medicinerede, medicinalbranchen eller den opportunistiske psykiater?

Med 'Side Effects' havde instruktøren Steven Soderbergh efter eget udsagn lavet sin sidste film. På pressemødet i Berlin, hvor filmen deltog i filmfestivalens hovedkonkurrence, tog han dog kanten af sin udtalelse og omformulerede det i stedet til en pause fra rollen som spillefilmsinstruktør. Særligt i lyset af hans seneste film er det en god nyhed, da 'Side Effects' med sin historie, der flere gange skifter retning, er en vellykket sammensætning af klassisk Hitchcock, strømlinede 90er-thrillere og en god portion samfundskritik af medicinalbranchen. På den måde er 'Side Effects' lige så uforudsigelig som Soderberghs brogede karriere, der tæller smalle film som 'Sex, Lies, and Videotape' (1989), 'Kafka' (1991) og 'The Limey' (1999) men også mainstream-titler som Erin Brockovich (2000) og Ocean’s-filmene (2001-2007).
'Side Effects' hører hjemme i mainstream-kategorien, og thrilleren er lige præcis den type film, der i 90erne ville have haft Michael Douglas og Kim Basinger i hovedrollerne og budt på sexede biroller til skuespillere som Andy Garcia, Rebecca De Mornay, Uma Thurman og Tom Berenger. Det kan lyde som namedropping, men 90er-thrilleren var en særlig genre, som uden tvivl har inspireret 'Side Effects', og traditionen tro er Soderberghs bidrag også velbesat på skuespillerfronten.
Rooney Mara (The Girl With the Dragon Tattoo) spiller den depressive skønhed, der naturligvis formår at skabe interesse for sin psykiater i skikkelse af Jude Law, imens hendes mand spilles af Channing Tatum. På sidelinjen står Catherine Zeta-Jones, men hvordan de indbyrdes forhold hænger sammen, skal selvfølgelig ikke røbes her. 'Side Effects' skal i stedet ses i biografen, hvor den er et fornemt bidrag til en stærkt underholdende genre, der efterhånden er blevet en mangelvare.