Seriemorderen til 4. sæson af populær Netflix-serie er afsløret

Allerede før sæson 3 har fået premiere
Monster: The Jeffrey Dahmer Story
(© Netflix)

Serien 'Monster' har været et kæmpe hit for Netflix. 

Den første sæson, der omhandlede seriemorderen Jeffrey Dahmer, er streamingtjenestens fjerde mest sete sæson nogensinde - og fik intet mindre en 13 Emmy-nomineringer, hvoraf skuespiller Niecy Nash løb med prisen for Bedste birolle. Hovedrollen Evan Peters høstede ligeledes lutter roser for sit portræt.

Seriens 2. sæson, der fokuserede på Menendez-brødrene, Eric og Lyle, fik masser af omtale - ja, faktisk så meget, at det virkelige brødrepars sag blev taget op til revurdering af retsvæsenet.

En tredje sæson med fokus på morderen Ed Gein spillet af Son of Anarchy-stjernen Charlie Hunnam blev annonceret sidste år.

Allerede nu forlyder det dog, at sæson 4 er i støbeskeen - og seriemorderen, der skal være omdrejningspunktet er fundet.

Variety kan nemlig berette, at serieskaber Ryan Murphy har udvalgt Lizzie Borden som 4. sæsons fokuspunkt.

Borden boede i Massachusetts i slutningen af 1800-tallet. I 1892 blev hun anklaget for at have myrdet sin far og stedmor med en økse i deres fælles hjem. 

Lizzie Borden blev senere frikendt for forbrydelsen, men morderens brutale natur skabte national opmærksomhed, og Borden har sidenhen fået en solid plads i populærkulturen.

Sagen har allerede været udforsket i en række andre film og serier, bl.a. serien 'The Lizzie Borden Chronicles' med Christina Ricci og filmen 'Lizzie' med Chloë Sevigny og Kristen Stewart.

Hverken Netflix eller Ryan Murphy har bekræftet historien - ej heller har en fjerde sæson officielt fået grønt lys.

Sæson 3 af 'Monster' forventes at ramme Netflix i slutningen af 2025.

Nyeste film i biografen