Sherlock Holmes er skurk i 'Star Trek 2'
'Star Trek 2' har fået en ny skurk. Det er den britiske skuespiller Benedict Cumberbatch, der er blevet valgt til rollen som James T. Kirks modstander i J. J. Abrams' science fiction-sequel.
Dermed overtager han pladsen som skurk fra Benicio Del Toro, der har takket nej til at medvirke i filmen.
Benedict Cumberbatch er lige nu bedst kendt for sin hovedrolle som titelkarakteren i BBC's TV-serie 'Sherlock' om mesterdetektiven Sherlock Holmes.
Men den 35-årige skuespiller står foran et bredt filmgennembrud. Han er med i Steven Spielbergs War Horse, den roste spionfilm Dame, Konge, Es, Spion, og han skal lægge stemme og krop til computerdesignet af dragen Smaug i Hobbitten-filmatiseringerne.
Med tilføjelsen af en rolle i 'Star Trek 2' synes verdensberømmelsen i hus.
Det er dog på nuværende tidspunkt ikke afsløret, hvem han skal spille i filmen, men rygterne vil vide, at Abrams ønsker Khan fra den oprindelige Star Trek II: The Wrath of Khan som skurk.
Star Trek 2 får premiere den 28. marts 2013.