Sidney Lumet er død

Instruktøren blev 86 år - stem på hans bedste film
Sidney Lumet var aktiv helt frem til år 2007
(© Unity Productions)

Den amerikanske instruktør Sidney Lumet er død af kræft. Han blev 86 år.

Sidney Lumet blev født i 1924 og medvirkede allerede som fireårig på Yiddisch Theater i New York. I 1939 begyndte han at optræde i film, og som 24-årig kom han til tv.

Han slog igennem med debutspillefilmen 'Tolv vrede mænd' i 1957, som i dag anses for at være en milepæl inden for dramagenren. Filmen viste hans tematiske fokus på mænd i udsatte situationer - her Henry Fonda, der skal overtale 11 øvrige juryer om en anklages uskyld.

Tolv vrede mænd
'Tolv vrede mænd' er Sidney Lumets debut som spillefilmsinstruktør

I 1970erne instruerede han to af Al Pacinos mest markante film - 'En skæv eftermiddag' (1975) og 'Serpico' (1973), og med 'Network' (1976) skabte han sit nok mest ambitiøse værk.

Serpico
Al Pacino som utraditionel politimand i 'Serpico'

Desuden lavede han den underholdende Agatha Christie-filmatisering 'Mordet i Orientekspressen' (1974), og i de seneste år stod han bag film som 'Nat på Manhattan' (2004) og endelig 'Before the Devil Knows You're Dead' (2007), der blev hans sidste film.

Before the Devil Knows You're Dead
Philip Seymour Hoffman og Ethan Hawke i 'Before the Devil Knows You're Dead'

På trods at, at Sidney Lumet er kendt som en af de Hollywoods store instruktører, fik han aldrig en Oscar. Han var dog nomineret hele fem gange.

Sidney Lumet døde den 9. april 2011 i New York City.

Vi har valgt nogle af instruktørens mest kendte film til en afstemning - hvilken af filmene er den bedste?